23948sdkhjf

Papirøens vandkulturhus bliver japansk

Den japanske arkitektvirksomhed Keno Kuma & Associates er af en enig dommerkomité netop udpeget som vinder af arkitektkonkurrencen om Papirøens nye vandkulturhus og havnebad

Hvorfor hedder det Papirøen?

Området var tidligere der, hvor dagspressen opbevarede tonsvis af avispapir. Derfor kendes Christiansholm i dag af mange som Papirøen.
Bygningerne har de senere år været beboet af forskellige midlertidige aktiviteter som for eksempel Copenhagen Street Food, der lukker ned for aktiviteterne i morgen.

Endnu en gang må Bjarke Ingels Group se sig slået af japanske Keno Kuma & Associates på dansk grund.

Tilbage i april 2016 var det projektkonkurrencen om et nyt museum for H.C. Andersen og digterens eventyr i Odense, som gik Kengo Kumas vej foran blandt andre den danske stjernearkitektvirksomhed.

Og i dag er det netop blevet offentliggjort, at Kengo Kuma sammen med med Cornelius Vöge og rådgivende ingeniører Søren Jensen er den vindende finalist i arkitektkonkurrencen om Papirøens nye vandkulturhus og havnebad, hvor populære Copenhagen Street Food hidtil har trukket fulde huse.

De prækvalificerede

  • Kengo Kuma & Associates (Japan) med underleverandører Cornelius Vöge og rådgivende ingeniører Søren Jensen (finalist og udpeget vinder)
  • Bjarke Ingels Group med underrådgiver Cobe, SLA landskabsarkitekter, Hundsbæk & Henriksen Landskabsarkitekt, Dansk Energi Management & Esbensen, Teknologisk Institut, Gade & Mortensen og kunstnergruppen A KASSEN (finalist)
  • Aart med underleverandører Cubo Arkitekter, GBH Landskabsarkitekter, EKJ Rådgivende Ingeniører, kunstgruppen AVPD og rådgiver Mikkel Knowles Gjelstrup
  • ALA (Finland) med underleverandører Masu Planning, Petteri Nisunen Architects, Studio Octopi arkitekter og Bluet Oy Ltd.
  • 3xN med underleverandører Tredje Natur, Rambøll, Wallner Weiss og rådgiver Casper Peter Risby Mortensen

- Nogle gange skal man langt væk for at finde det helt rigtige. Japanske Kengo Kumas vision for vandkulturhuset er i absolut verdensklasse og vil bringe noget helt nyt til København, som samtidig passer til byen. Med vandkulturhuset får alle københavnere og byens gæster en unik vandoplevelse i hjertet af København. Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted - det vil dette vandkulturhus bidrage til, siger overborgmester Frank Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Skal være færdig i 2021
Kengo Kumas projekt roses for på "en original måde" at kombinere vandkulturhus, foreningsfaciliteter og havnebad.

"Projektet skaber samtidig en unik sammenhæng mellem land og vand og imødekommer i særlig grad Københavns Kommunes vision om at bringe noget helt nyt og enestående til København og Papirøen", lyder det i pressemeddelelsen fra kommunen.

- Med teglpyramider, der svæver på lette glaskonstruktioner, vil det vindende projekt på en og samme tid skille sig ud og passe perfekt ind i den overordnede plan for Papirøen. Bygningen vil være rig på detaljer, der i sig selv vil være en oplevelse, uanset om man opholder sig inde i vandkulturhuset, besøger Papirøen eller betragter den på afstand. Og med unikke svømmebassiner både inde og ude er det længe siden, vi har præsenteret et byggeri, der i den grad vil være en gave til byen og alle københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Den samlede udvikling af Papirøen påbegyndes i starten af 2018 og ventes færdig i slutningen af 2021, hvor også byggeriet af det nye vandkulturhus forventes at være afsluttet.

Finansiering er ikke på plads
Finansieringen for det kommende vandkulturhus er endnu ikke fastlagt. Københavns Kommune skal forhandle om finansieringen i forbindelse med budget-overførselssagen 2017/2018. Realiseringen af det ambitiøse vandkulturhus forudsætter desuden fondsfinansiering.

Processen frem mod vinderen

  • Tilbage i 2015 afholdte Københavns Kommune en idékonkurrence om en ny kultur- eller fritidsfunkton på Papirøen. Københavnerne indsendte 160 forslag, og Københavns Kommune valgte at arbejde videre med nogle af vinderforslagene - herunder at etablere en svømmefacilitet.
  • By & Havn har som grundejer efterfølgende afholdt en projektkonkurrence om udviklingen af Papirøen som helhed, som blev vundet af Cobe.
  • Den internationale arkitektkonkurrence for Papirøens nye vandkulturhus og havnebad, som skal hænge sammen med helhedsplanen, blev skudt i gang tilbage i februar 2017.
  • Arkitektkonkurrencen er støttet af Nordea-fonden med 2,1 mio. kroner.
  • Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet ønskede 24 forskellige hold fra ind- og udland at slå stregerne til vandkulturhus-projektet.
  • Blandt anmodningerne om prækvalifikation kom fem videre i konkurrencen tilbage i april, og blandt de fem blev team Kengo Kuma & Associates og Bjarke Ingels Group i august 2017 udpeget som finalisterne.
  • I dag er det så blevet offentliggjort at team Kengo Kuma & Associates vinder arkitektkonkurrencen. Det er en enig bedømmelseskomité, der er kommet frem til beslutningen.
Dommerkomitéen
  • Frank Jensen, overborgmester i Københavns Kommune
  • Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune
  • Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune
  • Mogens Hugo, bestyrelsesformand i Nordea-fonden
  • Lars Steffensen, fagdommer
  • Reiulf Ramstad, fagdommer
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094