23948sdkhjf

Budgetskred: Prisvindende boligrenovering må gentænkes

Ellebo i Ballerup, der vandt prisen som Nordens bedste renoveringsprojekt, er ramlet ind budgetoverskridelse på mere end 220 millioner.

Efter flere forsinkelser blev ’Nordens bedste renoveringsprojekt’ i maj måned sat i gang i Ballerup ved København.

Men godt et halvt år efter byggestart må KAB erkende, at den omfattende renovering af den almene boligafdeling Ellebo har udsigt til en gevaldig ekstraregning på 223 mio. kroner – en budgetoverskridelse på hele 75 procent.

Problemerne i Ellebo-projektet

- Der er konstateret asbest i to slags fuger, hvorfor det er nødvendigt at asbestsanere.

- Der er konstateret tungmetaller i en bemaling af de facadeelementer, der skal udskiftes, hvilket gør udskiftningen af elementer dyrere end forventet.

- Opmålinger har vist, at skævhederne i de eksisterende konstruktioner er meget større end forudsat i projektmaterialet. Det betyder, at der er behov for et stort antal varianter af elementer, døre, vinduer mv.

- Det var forudsat, at de eksisterende konstruktioner og fundamenter kunne klare belastningen fra de nye konstruktioner. Efter åbning af Blok 3 har det vist sig, at dette ikke er tilstrækkeligt. Der er behov for væsentlige indgreb og forstærkninger af de eksisterende konstruktioner for at gennemføre projektet.

(Kilde: KAB)

Landsbyggefonden har afvist at finansiere den ekstra udgift, og konsekvensen er, at der skal udarbejdes en alternativ plan, der kan holde projektet inden for budgettet på 298 mio. kroner.

Kritik af rådgivere
Ifølge byggedirektør Rolf Andersson fra KAB er det blandt andet fund af asbest og tungmetaller samt skævheder i bygningen, der er årsag til, at omkostningerne til renoveringen stiger markant. Han langer i den forbindelse ud efter projektets rådgivere og kalder det stærkt utilfredsstillende, at der ikke har været en bedre afdækning af de grundlæggende tekniske forhold:

- I en renoveringssag vil der altid være forhold, som ikke tilstrækkeligt belyst, for man kan naturligvis ikke afklare alt på forhånd. Men mængden af problematikker kombineret med den økonomiske konsekvens er så usædvanligt stor, at vi nu vil se nærmere på de juridiske forhold i de kontrakter, vi har indgået, siger Rolf Andersson til Building Supply.

Rambøll Danmark, der er rådgivende ingeniør på projektet, ønsker ikke at kommentere sagen, så længe der arbejdes på en alternativ plan:

- Det er en utroligt ærgerlig situation, beboerne står i som følge af de udfordringer, projektet er ramt af. Vi er i tæt dialog med projektets parter om at finde en løsning, der er så skånsom for beboerne som muligt, skriver virksomheden i en mail til Building Supply.

Ny plan sidst i januar
Ellebo består af fire boligblokke, og det er besluttet, at den igangværende renovering af blok 3 færdiggøres, mens der skal findes en alternativ løsning til de resterende tre blokke.

- Blok 3 bliver renoveret som planlagt, fordi vi er så langt, at bygningen er strippet ned, og materialerne er bestilt, siger Rolf Andersson.

KAB er sammen med sine rådgivere i gang med at undersøge alternative løsninger. Håbet er, at en plan for renoveringerne af blok 1, 2, og 4 kan præsenteres for Ellebos beboere den 30. januar 2018.

- Vi er lige nu i gang med at afklare to ting. Det ene er at finde ud af, hvad vi kan gennemføre inden for rammen af den økonomi, vi har til rådighed. Det andet er at undersøge, om vi kan tilvejebringe yderligere ressourcer og i hvilket omfang. Vi kommer til at lave nogle tilpasninger, som vil skubbe en del af udførelsen. En eller anden forsinkelse kan vi ikke undgå, siger Rolf Andersson.

Budgetoverskridelsen betyder desuden, at planen om at bygge 54 nye taglejligheder oven på de eksisterende boliger muligvis må droppes.

Nordens bedste renoveringsprojekt

Det er fire år siden, at London-arkitekten Adam Khan sammen med blandt andre Kristine Jensens Tegnestue og Rambøll blev kåret som vinder af konkurrencen Nordic Built Challenge med projektet ”Ellebo Garden Room”, der foreslår en gennemgribende opgradering af Ballerup Ejendomsselskabs boligafdeling, Ellebo.

Nordic Built Challenge blev udskrevet i slutningen af 2012 med henblik på at finde Nordens bedste ejendomsrenovering. Bag konkurrencen stod det fællesnordiske Nordic Built Charter, der blev etableret året inden for at fremme udviklingen af bæredygtige byggekoncepter.

Fem boligejendomme fra henholdsvis Finland, Norge, Sverige, Island og Danmark blev udvalgt til fem åbne idékonkurrencer. Vinderne fra hvert land gik videre til finalen, hvor Adam Khans team løb med sejren og førstepræmien på 1 mio. norske kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063