23948sdkhjf

Moe-opkøb skaber en koncern på over 700 medarbejdere

Nielsen & Risager med 30 medarbejdere bliver en del af ingeniørfirmaet Moe, der vil optimere både videndeling og samarbejde. Vi gør hinanden stærkere, siger adm. direktør Christian Listov-Saabye

Nielsen & Risager bliver en del af ingeniørfirmaet Moe, hvis primære forretningsområder er byggeri, infrastruktur samt energi & industri.

Flere kompetencer og muligheden for yderligere vækst og udvikling er baggrunden for, at de to firmaer går sammen, påpeger Moes adm. direktør Christian Listov-Saabye.

- Opkøbet er en hjælp i forbindelse med Nielsen & Risagers generationsskifte, og ved fusionen står begge firmaer stærkere, nu med en koncern på over 700 medarbejdere, siger han.

Christian Listov-Saabye kalder Nielsen & Risager for "et anerkendt firma i markedet, kendetegnet ved rådgivning af høj kvalitet."

- Firmaerne komplementerer hinanden, og vi ser frem til at kunne tilbyde kunderne flere kompetencer og endnu bedre service. Fusionen ligger også fint i tråd med vores strategi om at udvide og styrke rådgivningsområdet. Det bringer os i en anden liga, og deres kræfter betyder, at vi sammen bliver væsentligt stærkere, siger Christian Listov-Saabye til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Gør hinanden stærkere
Han tilføjer, at Nielsen & Risager har kernekompetencer, der vil styrke Moe.

Næstved-virksomheden med 30 medarbejdere råder over en række specialkompetencer inden for særligt infrastrukturområdet.

- Vi kommer omvendt med et brand, der kan være med til at tiltrække flere kunder. Vi kan gøre dem stærkere, og de kan gøre os stærkere. Og vi tror på, at den lokale forankring er af stor betydning for udvikling af en virksomhed. Sammen med Nielsen & Risager kan vi udnytte synergien ved lokal forankring, volumen og specialister til at ekspandere på Sjælland, siger Christian Listov-Saabye.

Bedre muligheder
Ifølge direktøren vil kunderne kunne drage fordel af, at de faglige enheder samles, så vidensdeling og samarbejde optimeres.

Virksomheden har en platform med fem kontorer i Danmark og et datterselskab i Norge.

- Moe er kendt i branchen, som en virksomhed med høj faglighed, en stærk firmakultur og et godt socialt sammenhold, siger adm. dir. i Nielsen & Risager, Ib Rasmussen, i en pressemeddelelse i forbindelse med opkøbet.

- Det ser vi frem til at blive en del af. Med fusionen er Nielsen & Risagers langsigtede udvikling nu sikret, tilføjer Ib Rasmussen.

Læs mere om MOE: Moe satser mere på Norge

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111