JFP-direktør frygter historisk underskud
De senere års markante vækst kommer til at koste et stort millionbeløb på bundlinjen hos Jørgen Friis Poulsen A/S (JFP) i indeværende regnskabsår.
Herning-entreprenøren øgede i 2016 sin omsætning fra 770 til 1.026 mio. kroner efter et år, hvor ikke mindst det sjællandske marked bidrog stærkt til væksten.
Men netop på Sjælland er flere projekter kørt så meget af sporet, at JFP i 2017 kan ende med at indkassere sit første underskud siden etableringen i 1972.
Det fortæller administrerende direktør Jesper Friis Poulsen i et interview med Herning Folkeblad, hvor han dog samtidig understreger, at det er lykkedes at aflevere alle projekter til tiden, fordi det fejlene blev opdaget og håndteret undervejs. Blandt andet har det på en byggesag været nødvendigt at udskifte facaderne.
JFP gik tidligere i denne uge ud med nyheden om, at Henrik Bendsen er ansat som ny regionsdirektør på Sjælland, hvor han afløser den nu fyrede afdelingsdirektør Niels Henrik Andersen.
Jesper Friis Poulsen ser dog fortsat optimistisk på mulighederne på Sjælland – om end problemerne i det forløbne år har lagt en dæmper på vækstambitionerne:
- Der har været nok at få fat i derovre, og hvis vi vil vækste meget, så kunne vi også det. Men det vil vi ikke nu. Nu skal vi have styr på forretningen og have orden i eget hus, så vi sikrer, at vi tjener penge på det, siger han til Herning Folkeblad.