182 boliger på vej i Herfølge
Et fremtidssikret byggeri med plads til flere generationer og med fokus på bæredygtighed.
Det er visionen bag den plan, som byrådet i Køge Kommune har vedtaget for en 85.000 kvadratmeter stor byggegrund ved Tessebøllevej i Herfølge.
Op mod 182 boliger bliver der plads til i det nye boligområde, der potentielt kan deles op i fem kvarterer, hvor hvert kvarter består af både parceller til individuel bebyggelse, boliger i tæt struktur og etageboliger.
Det skaber plads til, at mange forskellige boligtyper kan etableres, og rum til såvel studerende, børnefamilier, singler og seniorer.
- Det giver liv og alsidighed til en bydel, at mange forskellige generationer er samlet. Her lægger vi op til at skabe en bydel, der giver mulighed for involvering og engagement blandt beboerne. Det er værdier, der tiltaler mange, og som er spændende at arbejde med i boligsammenhæng, siger borgmester Flemming Christensen i en pressemeddelelse.
Byggegrunden sendes i udbud fra den 2. november og frem til 15. januar. Udbudsmaterialet lægger op til, at arealet enten kan sælges samlet til én investor eller deles op i fire til fem mindre byggegrunde.
Afgørende er, at der skabes et varieret boligudbud i et grønt miljø med plads til store landskabelige elementer.
- Med det her projekt imødekommer vi en lang række af de behov og ønsker, som fremtidens borgere har. Vi har fokus på bæredygtighed og fællesskab til en pris, der skal være til at betale. Jeg glæder mig til at se nogle gode bud på, hvordan vores visioner bliver indfriet, nu hvor udbudsrunden går i gang, siger borgmester Flemming Christensen.
Forventningen er, at de første beboere kan flytte ind i 2019.