23948sdkhjf

Millionforlig mellem polsk firma og supersygehuse

To store sager om social dumping på supersygehusene i Gødstrup og Aarhus ender i millionforlig. Det er ottende sag på Region Midtjyllands supersygehuse.

Endnu et firma på supersygehusbyggerierne i Gødstrup og Aarhus må nu til lommerne for brud på overenskomsten.

Det drejer sig om det polske firma OK Skandinavien, som betaler 2,2 millioner kroner i et forlig med 3F, skriver Fagbladet3F.

- De ansatte fik ikke løn for overarbejde, ligesom de ikke modtog feriepenge og pension, fortæller Jørgen Nielsen, der er næstformand for 3F Midtjylland.

Det er ikke første gang, at OK Skandinavien må til lommerne for at underbetale sine ansatte.

Både på supersygehus-byggeriet i Gødstrup ved Herning og på Det Nye Universitetshospital i Aarhus har OK Skandinavien tidligere efterbetalt beløb på i alt 1,75 millioner kroner efter tre tabte voldgiftssager.

- Jeg er træt af det
I alt har de to supersygehuse haft otte sager inden for de seneste fire år om social dumping, som enten er endt i voldgift eller forlig, eller med at firmaet bag svindlen simpelthen er blevet smidt af byggepladsen.

Medregner man den seneste sag, har byggefirmaer fra Polen og Slovakiet i alt måtte betale 4,5 millioner kroner i erstatning for brud på overenskomster og social dumping-lønninger, skriver Fagbladet3F.

Derfor ærgrer det også formand for Region Midtjyllands hospitalsudvalg, Anders Kühnau (S), at endnu en sag ender med erstatning for millioner.

- Jeg er træt af, at der bliver ved med at være problemer. Vi har et klart politisk ønske om, at danske overenskomstmæssige regler overholdes på vores byggepladser. Det er også derfor, vi har klausuler på dette område, siger han.

Banebrydende aftale
Hos 3F ærgrer man sig også over, at der fortsat er sager om social dumping på supersygehus-byggerierne i Region Midtjylland. Alligevel ser 3F aftalen med OK Skandinavien som banebrydende. Det var nemlig firmaet selv, der henvendte sig til 3F for at finde en løsning på serien af social dumping-sager, der blev ved med at ramme den polske arbejdsgiver.

- Jeg synes, det er enormt positivt, at OK Skandinavien har valgt at gå i dialog med os om en fornuftig løsning i stedet for at slås om, hvorvidt overenskomsterne er overholdt, siger Keld Jensen, konsulent i 3F Byggegruppen, der har stået for forhandlingerne.

Som en del af forliget er OK Skandinavien gået meget længere end at betale erstatningen på 2,2 millioner kroner.

- Det særlige ved aftalen er, at vi får adgang til at organisere firmaets ansatte på alle fremtidige danske byggepladser, de måtte ende på, siger Keld Jensen, konsulent hos 3F Byggegruppen, som har stået for forhandlingerne.

Fagbladet3F har forsøgt at få en kommentar fra OK Skandinaviens direktør, Heinrich-Peter Osadnik, men det har ikke været muligt inden deadline.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078