Cyklerne får eget p-hus i Aarhus
Onsdag i sidste uge blev det slået fast, at Bruuns Bro ved Aarhus Banegård ikke skal fornyes for at skabe plads til en elektrificering af banen.
I stedet skal BaneDanmark sænke sporene under broen, og det betyder, at byggeriet af et cykelparkeringshus med plads til 2.000 cykler nu kan genoptages.
Det oplyser rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse:
- Det bliver til gavn for både cyklister og andre trafikanter, der lider under forholdene i området i dag, siger Kristian Würtz.
Cykelparkeringshuset skulle efter den oprindelige plan have stået klar ved Bruuns Bro og Hall Sti i Aarhus ultimo 2017. Men da Banedanmark i efteråret 2016 meldte ud, at Bruuns Bro muligvis skulle udskiftes som følge af elektrificeringen af togbanen, måtte Aarhus Kommune sætte projektet i bero.
Nu, hvor afklaringen er på plads, Kristian Würtz vil bede forvaltningen om at genoptage projektet, så der snarest kan meldes en tidsramme ud.
Cykelparkeringshuset ved Bruuns Bro finansieres af stat og kommunen i fællesskab – blandt andet via statens cykelpulje. Byrådet afsatte i 2014 i alt 24,7 mio. kroner til projektet.