Fire arkitektteams skal byde på skolebyggeri
Den eksisterende distriktsskole i Skærbæk, nord for Tønder, er ikke længere tidssvarende, og derfor besluttede kommunalbestyrelsen i Tønder i juni 2016 at bygge en ny folkeskole inden for en anlægsramme på 90 mio. kroner.
Den nye skole får et areal på cirka 6.000 kvadratmeter og skal rumme elever fra 0. til 9. klasse.
De fire teams:Arkitema Architects, Cowi Arkitektfirmaet Kjær & Richter, Ingeniørgruppen Varde, Thing Brandt Landskab Friis & Moltke, Møller & Grønborg, FM Bygningsdrift, Rummets Sprog, Tækker Rubow Arkitekter, Regnbuen Kontur Arkitekter, Moe A/S, Ebbe Kromann-Andersen (Professionshøjskolen Metropol) |
Tønder Kommune har sammen med Arkitektforeningen som konkurrencerådgiver valgt fire hold af arkitekter og ingeniører til at komme med bud på, hvordan den nye skole skal se ud.
Afsættet for arkitektkonkurrencen er folkeskolereformen og udviklingen af den læringsstyrede undervisning, der stiller store krav til skolernes fysiske rammer.
- Skolen skal derfor kunne styrke elevernes og personalets trivsel og læringsmiljø. Samtidig skal skolen indgå som et naturligt omdrejningspunkt for lokalsamfundet og medvirke til at styrke kultur- og fritidslivet, lyder det i beskrivelsen.
Den nye skole skal opføres på en bar mark sydvest for Skærbæk Fritidscenter og får en kapacitet på omkring 575 elever.
Konkurrencedeltagerne tager nu hul på designarbejdet og skal aflevere deres forslag den 22. november 2017.