23948sdkhjf

Daurehøj bygger for Domea i Københavns Nordhavn

Bydelen får nu sine første almene boliger.

Overborgmester Frank Jensen (S), teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) samt Domea Københavns formand Villy Brejning stak fredag spaden i jorden til det nye boligbyggeri "Orienten", som opføres i Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn.

Byggeriet er tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter og KHS Arkitekter og omfatter 14.000 kvadratmeter, som indrettes med 98 familieboliger, 9 ungdomsboliger samt 24 såkaldte servicelovboliger til borgere med særlige behov.

Projektet er det første almene boligbyggeri i Nordhavn – men langt fra det sidste:

- I Århusgadekvarteret får vi kun syv procent almene boliger, hvilket er mindre, end vi ønsker for at sikre boliger til alle indkomster i København. Men når vi bygger videre her i Nordhavn, kan vi med en ny lov stille krav om, at helt op til hver fjerde bolig skal være almen. Det sætter retningen for udviklingen af Nordhavn de næste mange år - og allervigtigst betyder det blandede folkeskoler og børnehaver, hvor direktøren og kassedamens børn leger sammen hver dag og lærer hinandens liv og vilkår at kende, siger overborgmester Frank Jensen (S).

I den del af byggeriet, der vender ud mod Århusgade, etableres erhvervslokaler med café og restaurant i stueplan. Desuden bliver der plads til en integreret børneinstitution.

Orienten opføres i hovedentreprise af Daurehøj Erhvervsbyg, som ifølge arkitekterne kan se frem til et ’entreprenørvenligt’ byggeri, idet der udelukkende er anvendt gennemprøvede løsninger og simple konstruktioner i designet.

For eksempel har man sparet kælderen væk og i stedet etableret depotrum i gården og på taget.

På taget etableres endvidere grønne fællesarealer, der kan understøtte beboernes behov for eksempelvis nyttehaver.

De første beboere forventes at flytte ind i efteråret 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081