Fortsat lav beskæftigelse i byggeriet
Status quo i udviklingen fra 2. til 3. kvartal betyder, at beskæftigelsen i byggebranchen fortsat ligger på knap 140.000. Det er over 10.000 færre end for et år siden.
Beskæftigelsen ligger dermed fortsat på et lavt niveau og udgjorde i 3. kvartal 139.800 personer mod 139.500 i 2. kvartal.
Lille stigning i nybyggeri
Fordelt efter arbejdets art skiller nybyggeriet sig ud som den eneste gruppe, der har oplevet vækst fra 2. til 3. kvartal.
Således er nybyggeri steget med 4,1 %, svarende til 1.100 personer, når der tages højde for sæsonudsving.
På brancheniveau har murere og tømrere oplevet størst fremgang siden seneste kvartal, idet murerne er steget med 7,2 % og tømrerne med 2,2 %.
Venter yderligere fald i 2011
Hos Dansk Byggeri har man set nærmere på tallene over en længere periode, og den konklusionen er, at byggeriet har mistet i alt 33.200 arbejdspladser over de seneste to år.
Tager man udviklingen siden 2006, er tallet 40.000, og ifølge Dansk Byggeri er der udsigt til yderligere fald i 2011.
Organisationen tør dermed endnu ikke tro på, at branchen har nået bunden af lavkonjunkturen. Det skyldes dels udsigt til at markant fald i de offentlige investeringer i 2011, og dels at både boligbyggeriet og erhvervsbyggeriet fortsat formodes at ligge på et meget lavt niveau i den kommende periode.
Illustration: Danmarks Statistik