23948sdkhjf

Enemærke & Petersen vinder demo-projekt

Den sjællandske entreprenørvirksomhed skal udvikle og gennemføre Danmarks første demonstrationsprojekt inden for successiv renovering i den almene boligsektor.
Projektet til 12,6 mio. kroner omfatter 15 lejligheder og to rækkehuse med tilhørende udearealer.

Det gennemføres for boligforeningen FSB i Kantorparken, der består af 550 boliger opført i 1930-40’erne.

Enemærke & Petersen har gennem længere tid arbejdet med projektet, der, ifølge parterne bag, er det første i Danmark til at afprøve principperne bag successiv renovering af lejligheder.

Store perspektiver
Successiv renovering betyder, at man gennemfører istandsættelser af boligområdet, efterhånden som behovet opstår, frem for at gennemføre det hele som ét stort projekt:

- Demonstrationsprojektet er på ca. 12,6 mio. kroner, og vi ser meget store perspektiver i tankerne bag konceptet. Vi er derfor meget stolte og tilfredse med, at vi er de allerførste, der får mulighed for at teste disse tanker, siger Søren Faebo Larsen fra Enemærke & Petersen.

Han tilføjer, at tildelingen af opgaven alene beror på evnerne til at udvikle og forfine processer og skabe værdi. Økonomien har således ikke været et tildelingsparameter.

Undervejs i syv år
Når man arbejder med successiv renovering, anvendes en stor del af ressourcerne på indledende analyser, beboerinvolvering og formidling.

Det gør arbejdet til en langstrakt proces, og det har bestemt også været tilfældet for projektet i Kantorparken, som strækker sig helt tilbage til 2003. Her konstaterede boligselskabet FSB, at det var på tide at udskifte faldstammer og vandrør i det efterhånden 70 år gamle boligområde på den københavnske nordvestegn.

Samtidig blev det besluttet at modernisere lejlighederne, men i stedet for at gå i gang med en traditionel udskiftning valgte boligselskabet altså en trinvis model for renoveringen.

Her har beboerne selv fået mulighed for at bestemme, om – og i givet fald hvornår og hvordan – de vil have deres lejlighed moderniseret udover udskiftningen af faldstammer og vandrør.

Det giver bl.a. den fordel, at det kun er de beboere, der ønsker en fornyet bolig, som kommer til at betale mere i husleje. Samtidig giver det mulighed for at gennemføre en renovering med større fleksibilitet frem for standardiserede løsninger. Det vil således skabe et mere varieret udbud af lejligheder.

Færdigt til næste efterår
Det er selvsagt en omfattende opgave at styre forløbet, når bolden i alle faser er spillet over på beboernes banehalvdel. Det tager masser af tid at indsamle data, og det er en enorm kommunikativ opgave at skabe forståelse blandt beboerne.

Undervejs er der blandt andet udviklet en prøvelejlighed, så beboerne ved selvsyn kunne konstatere, hvordan man kan få en nedslidt lejlighed fra 1930’erne til at matche nutidens behov.

Lejligheden stod færdig i 2008 og har været en stor hjælp i bestræbelserne på at forklare beboerne, hvad de konkret får ud af en dyrere husleje.

Projekteringen af Enemærke & Petersens pilotprojekt indledes den 25. oktober og vil strække sig frem til januar. Herefter tager man hul på selve renoveringsarbejdet, som ventes afsluttet til oktober næste år.

Læs mere om den successive renovering i Kantorparken på www.almennet.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065