23948sdkhjf

Markant flere praktikpladser i byggebranchen

24 % flere unge har i årets første otte måneder fået en praktikplads i bygge- og anlægsbranchen i forhold til samme periode sidste år.
Antallet af praktikpladser i bygge- og anlægsbranchen er steget markant.

I årets første otte måneder er der indgået 2.318 praktikaftaler, og det er en stigning på 698 pladser i forhold til samme periode sidste år.

- Det er meget positivt, at praktikpladskurven er vendt, så der igen bliver indgået flere aftaler. Det stigende antal uddannelsesaftaler kommer både de unge, virksomhederne og branchen til gode, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

Hver femte lærling har en kort aftale
De erhvervsuddannede udgør 60 % af bygge- og anlægsbranchens arbejdskraft og er således centrale for branchens fremtid.

Da Danmark i forvejen står til at miste 20.000 medarbejdere med en byggefaglig uddannelse frem mod 2020, hilses stigningen yderst velkommen i brancheorganisationen.

Louise Pihl vurderer, at væksten i antallet af praktikpladser skyldes en kombination af præmierings-ordningen og af, at mange lærlinge fra det store optag i 2006 nu er blevet udlært:

- Det eneste minus ved det stigende antal uddannelsesaftaler er, at hver femte aftale kun er en kort uddannelsesaftale. Det vil sige, at lærlingen typisk kun har kontrakt i 7-10 måneder. Det er alt for kort tid, og giver risiko for, at lærlingene efter endt aftale igen ender i praktikpladskøen, vurderer Louise Pihl.

Nyt regeringsforslag løser ikke problemet
Regeringen har netop fremlagt et forslag om at ændre den eksisterende praktikpladspræmie, som lyder på 50.000 kroner for en uddannelsesaftale på syv måneder.

Forslaget går på, at virksomhederne fremover vil kunne få en præmie på 70.000 kroner for en uddannelsesaftale på 15 måneder, men ifølge Louise Pihl er det ikke nok til at løse problemet:

- Regeringens forslag vil formodentlig betyde, at vi også i 2011 vil se en vækst i antallet af uddannelsesaftaler. Selv om regeringen med omlægningen sætter fokus på, at aftalerne skal være længere, så løser de ikke det fundamentale problem i præmieringsordningen, siger Louise Pihl og uddyber:

- Korte aftaler, hvad enten de er på syv måneder eller 15 måneder præmieres alt for højt i forhold til ordinære uddannelsesaftaler. Vi havde hellere set, at den fulde præmie først var udbetalt efter to år, fastslår hun.

Om udviklingen i uddannelsesaftalerne
Det er især tømrer- og murerfaget, der har oplevet stigninger i antallet af uddannelsesaftaler.

For murernes vedkommende er der i slutningen af august 2010 indgået 500 aftaler, hvilket er 150 flere end sidste år. I tømrerfaget er der indgået 1.718 uddannelsesaftaler, og det svarer til en stigning på 453.

Fakta om præmieringsordningen
Den eksisterende ordning har en maksimal præmie på 50.000 kroner. Her udbetales 6.000 kroner hver måned i prøvetiden – i alt 18.000 kroner – mens der yderligere udbetales 16.000 kroner efter fire måneder og igen 16.000 kroner efter syv måneder.

Regeringens nye forslag har en maksimal præmie på 70.000 kroner. Her udbetales ligeledes 6.000 kroner hver måned i prøvetiden – i alt 18.000 kroner – og desuden 4 rater á 13.000 kroner efter henholdsvis 6, 9 , 12 og 15 måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078