Tomme sokler er den nye momsfidus
Fra årsskiftet skal der betales moms af prisen for byggegrunde, og derfor står entreprenører for øjeblikket i kø for at fremskynde byggemodning.
Men hvis fundamentet er færdigstøbt inden årsskiftet, slipper man for at betale den ekstra afgift, og det er der mange, der kan se en fidus i.
Et sats der kan betale sig
Hos typehusfirmaet HusCompagniet forventer koncernchef Steffen Baungaard, at man kan spare op mod 15 mio. kroner på at fremskynde byggemodning.
Ifølge Jyllandsposten har HusCompagniet netop fremrykket støbningen af fundamenter til 40 rækkehuse og 90 lejligheder:
- Vi søger samtidig om byggetilladelser inden jul til yderligere 40 parcelhuse, siger Steffen Baungaard.
Han betegner det som et sats at fremskynde et fundament til et hus i mange måneder, men besparelserne opvejer til fulde den økonomiske risiko, mener Steffen Baungaard.
Byggejorden bliver usælgelig
Dansk Ejendomsmæglerforening har tidligere været ude at kritisere regeringen for, at den nye lov vil gøre situationen endnu mere kritisk i byggebranchen, og hos Dansk Byggeri mener man også, at timingen kunne være bedre:
- I finansloven budgetteres der med, at den nye moms vil indbringe staten 750 mio. kroner. Vores beregninger viser imidlertid, at der højst bliver tale om 100 mio. kroner, og det er langt fra nok til at opveje de samfundsøkonomisk negative virkninger af, at meget momspligtig byggejord fra den 1. januar bliver så godt som usælgelig lang tid frem, siger chefkonsulent Torben Liborius til Jyllandsposten.