Silvan solgt til tysk kapitalfond
Den danske byggekæde Silvan er blevet solgt til den tyske kapitalfond Aurelius Group.
Det skriver Stark Group i en pressemeddelelse.
Det er godt fem måneder siden, Stark Group annoncerede, at man ønskede at sælge byggekæden, og med aftalen med Aurelius Group er salget altså nu en realitet.
Med købet erhverver investeringsgruppen sig i alt 42 byggemarkeder og 1400 medarbejdere, samt Silvans e-commerce forretning.
Overtagelsen er ifølge den tyske kapitalfond planlagt til afslutning i tredje kvartal 2017.
- Med et salg af Silvan til Aurelius Group er det lykkedes os at finde en god ejer, der vil kunne videreudvikle kæden, som den fortjener i den særlige SIlvan-ånd, og kunderne vil fortsat være i trygge hænder hos Aurelius Group. Samtidig kan Stark Group nu fokusere på de professionelle håndværkere i Norden. Det er den helt rigtige løsning for alle parter, siger Søren P. Olesen, CEO for Stark Group, i pressemeddelelsen.
Stark Group omsatte sidste år for 18,4 milliarder kroner, hvoraf Silvans del udgjorde 1,6 miilliarder kroner, svarende til 9 procent.
Efter aftale mellem parterne oplyses købesummen for Silvan ikke.