Her styres byggeprocessen med mail og mus
Hos 3D Structural Design har man gjort en dyd ud af 3D-modellering, kommunikation med byggeriets parter via nettet og aldrig at sætte fod på en byggeplads.
Her flyver man ingen steder, selvom man har byggeprojekter kørende så langt væk som Malta, ej heller sætter man sine ben på en byggeplads, selvom det, man har gjort til sin levevej, lige netop skal anvendes på en byggeplads.
Adm. Direktør Knud Hjortflod Nielsen forklarer hvorfor:
- Alt foregår over mail. Vi skal kunne vise vores ting via vores 3D-modeller og dermed via nettet ellers er vi simpelthen ikke gode nok.
Og her kommer vi så ind på, hvad det er 3D Structural Design går og tumler med på Frilandsvej i Hjørring:
- Vi laver 3D-modeller, komplette produktionsgrundlag til alt, hvad der hedder stål i forbindelse med et byggeprojekt, forklarer Knud Hjortflod Nielsen.
Tegningsoverload minimeres af modeller på web
3D-modellering af byggeriet overflødiggør de tusindvis af papirbaserede tegninger, der i løbet af et projekt sendes frem og tilbage mellem arkitekter, ingeniører, entreprenører og underleverandører.
- Som noget nyt er vi begyndt at lægge de sidste nye tegninger og modeller på nettet. Her kan arkitekter, ingeniører og andre aktører i byggeprocessen, så gå ind og se de seneste ændringer, fortæller Knud Hjortflod om det nye tiltag, der er blevet enormt populært.
-Vi havde i forbindelse med opførelsen af Tivoli Congress Center installeret en container med en computer, hvorpå montøren kunne se modellerne. Normalt ville tegningerne jo blive sendt frem og tilbage, så der er en enorm tidsbesparelse ved kun at anvende nettet, tilføjer han.
Det smarte ved 3D Structural Designs løsning – udover den sparer tid og papir – er, at man har skræddersyet interface til den enkelte bruger.
- Normalt drukner parterne i informationer og tegninger i forbindelse med en byggeproces, men her har vi fjernet al overflødig information og kun gjort det, der er relevant for den enkelte tilgængeligt.
Hvad angår tid, så er der også et andet aspekt, der spiller ind.
- Vi kan sende de seneste ændringer direkte til værkstederne og til CNC-maskinerne. Det betyder, at vi minimerer fejlmargin og at stål-leverandørerne også sparer tid og penge.
Pejlemærke for succes
Udover 3D-modellering og den nye webbaserede kommunikationsplatform arbejder 3D Structural Design også med andre ting.
I ordrebogen finder man siloprojekter i Norge, et kraftværk på Malta og broprojekter i København og Malmø. På medarbejdersiden arbejder man løbende med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til og rent professionelt kæmper man for at være så god, at de store virksomheder ikke så meget som overvejer at gå i gang med 3D-modellering selv.
- Vores pejlemærke er, at vi skal være så meget bedre, at det ikke kan betale sig for dem at sætte tingene i gang selv, slutter Knud Hjortflod Nielsen.