Juul & Nielsen udvider forretningen
Glostrup-entreprenøren Juul & Nielsen har overtaget Johny Larsen Snedkerier og har sat kursen mod fortsat vækst.
Johny Larsen har hjemme i Albertslund og har med årene opbygget en stærk position inden for fremstilling af specialdesignede skranker, inventar, interiør, figurer samt eksklusive døre, porte, indgangspartier og køkkener.
Virksomheden er blandt andet fast leverandør til Tivoli og Chanel og har tidligere fremstillet en række specialdesignede receptionsskranker til Mærsk Data, Georg Jensen og Arken.
- Det er optimalt for Johny Larsen Snedkerier at få en ‘storebror’ med så stærk en forretningsmæssig udvikling og vækst. Det giver helt nye muligheder for at udvikle og udbrede de helt specielle håndværksmæssige løsninger, som vi arbejder med, siger Lars Møller fra Johny Larsen Snedkerier.
15-20 nyansættelser på vej
Juul & Nielsen er allerede gået i gang med at udbygge aktiviteterne i sit nyerhvervede selskab og har blandt andet suppleret den 30 mand store medarbejderstab med en håndfuld nye folk.
Tommy Nielsen forventer endvidere at ansætte yderligere 15-20 erfarne medarbejdere i den kommende tid.
Johny Larsen Snedkerier fortsætter på sin nuværende adresse i Albertslund. Ledelsen overtages af direktionen i Juul & Nielsen med Tommy Nielsen i spidsen, mens den daglige ledelse fortsat vil blive varetaget af Lars Møller og Torben Andersen.
Kurs mod fortsat vækst
Juul & Nielsen er for øjeblikket i gang med renovering af et større antal skoler for Københavns Kommune og har netop indgået en rammeaftale med Metroselskabet om bygningsændringer i forbindelse med etablering af den nye metrolinje Cityringen.
Endvidere har virksomheden sikret sig nye rammeaftaler med kommunerne i Århus og på Frederiksberg, og trods de svære vilkår i branchen er optimismen således stor hos Glostrup-entreprenøren:
- Vi har formået at fastholde vores omsætning gennem de sidste to års krise i byggeriet. Dermed har vi reelt styrket vores position i markedet. Med overtagelsen af Johny Larsen Snedkerier ruster vi os til fornyet vækst og fastholder samtidig et tårnhøjt fokus på det gode håndværk, siger administrerende direktør Tommy Nielsen og fortsætter:
- Der er igen ved at komme gang i byggeriet, og vi har allerede deltaget i lige så mange større udbudsrunder som hele sidste år. Vi har i foråret vundet en stribe total- og hovedentrepriser i København og Århus, blandt andet i konkurrence med de største entreprenører. Så jeg tør godt spå om fortsat vækst, fastslår han.
Med overtagelsen har Juul & Nielsen Gruppen omkring 250 medarbejdere og en årlig omsætning på over 300 mio. kroner.