Feriecenter klar efter renovering for 50 mio. kroner
Strandhotellerne slår fredag dørene op for det nyrenoverede Rønbjerg Feriecenter, som fik ny ejer efter en konkurs i december 2009.
Fredag eftermiddag åbner centret for første gang, siden Strandhotellerne overtog centret efter den tidligere ejer, DanParcs.
Til forskel fra tidligere vil centret fremover arbejde med en model, hvor boligerne ejes af private:
- Det er det koncept, vi har brugt på de andre centre vi driver, og vi har rigtig gode erfaringer med konstruktionen, siger centerchef Søren Sandberg til Nordjyske Medier og fortsætter:
- Det er klart, at hele ferieboligmarkedet er mærket af krisen, men vi har den nødvendige tålmodighed, og jeg både tror og håber på, at samtlige boliger bliver solgt, lyder vurderingen.
Ifølge Strandhotellerne kommer prisen på hytterne til at ligge 0,5 og 1,5 mio. kroner.