23948sdkhjf

Entreprenører dyster om 13 skolerenoveringer

Rudersdal Kommune har sammen med Cowi inviteret fem entreprenører til at konkurrere om et nyt ESCO-projekt, hvor kommunens 13 skoler skal energirenoveres.
ESCO står for Energy Saving Company og indebærer, at entreprenøren selv finansierer opgaven og efterfølgende indkasserer de penge, der spares på el- og varmeregningen.

Jo bedre et firma er til at finde energibesparelser for kommuner og boligselskaber, jo flere penge kan det altså tjene:

- Det unikke ved ESCO-partnerskabsformen er, at den private part - entreprenøren - udsteder en garanti for, at energibesparelserne finder sted og fastholdes, uden at bygherren selv skal have penge op af lommen. Fordelen for entreprenøren er, at firmaet kan tjene penge, hvis det er i stand til at skabe energibesparelser ud over det aftalte, forklarer Carsten Pietras, der er udviklingschef i Cowi inden for byggeri.

Største reduktion vinder
Projektet i Rudersdal er led i kommunens målsætning at skære 20 % af energiforbruget inden 2020.

Renoveringerne omfatter bl.a. optimering af belysning og ventilationsanlæg, vandbesparende toiletter og tætning af vinduer og efterisolering af rør og lofter.

I samarbejde med Cowi har Rudersdal udvalgt fem entreprenører, der skal konkurrere om, hvem der kan komme med det bedste bud på en energirenovering.

- Det firma, der kan præsentere en plan for den største reduktion af energiforbruget, vinder udbuddet, siger Carsten Pietras, der anslår, at investeringen vil ligge på ca. 20 millioner kroner over en 10-årig periode.

Hvilket firma, der vinder udbuddet, bliver afgjort i juni 2010.

Om ESCO
ESCO-modellen vandt indpas i USA og England op gennem 1980'erne og fandt for fem år siden vej til det svenske marked.

Cowi har været med til at introducere ESCO i Danmark, hvor modellen stadig må betegnes som et nyt fænomen.

Ifølge Carsten Pietras er der på nuværende tidspunkt omkring 10-15 projekter i gang rundt om i landet, og modellen er indtil videre blevet hjulpet godt på vej af EU's direktiv om energitjenester.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125