Færre konkurser i byggeriet
April måned bød på 76 konkurser i bygge- og anlægsbranchen – 26 færre end i marts. Samlet set er niveauet dog indtil videre højere i år end sidste år.
Det bringer årets samlede antal konkurser op på 363 – 39 flere end i samme periode sidste år.
- Selvom der i april måned var et lille fald i antallet af konkurser i forhold til marts måned, så ændrer det ikke ved, at der indtil videre i år har været flere konkurser end i den samme periode sidste år. Og med i den ligning skal man altså tage, at der sidste år blev sat negativ rekord med antallet af konkurser – der havde aldrig været flere i branchen, siger økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm fra Dansk Byggeri.
Lav aktivitet rammer også de større firmaer
Samtidig viser andre tal fra Danmarks Statistik at firmaernes indenlandske salg af vare- og tjenesteydelser i bygge- og anlægsbranchen i årets første kvartal ligger 26,6 % under det tilsvarende salg i 2009, når der tages højde for prisudviklingen.
- En af årsagerne til at vi stadig ser så mange konkurser i bygge- og anlægsbranchen er, at det rent faktisk stadig går tilbage i branchen – omsætningen i årets første kvartal lå væsentligt under det første kvartal i 2009, siger Andreas Fernstrøm og fortsætter:
- Den lange tilbagegang i bygge- og anlægsbranchen betyder også, at hvor det tidligere ofte var nystartede, og dermed mindre velpolstrede, virksomheder der gik konkurs, er det nu også ældre og større virksomheder der knækker halsen. Samlet set forventer vi dog ikke, at vi kommer til at se flere konkurser end sidste år, men det bliver desværre nok snert på, vurderer han.