23948sdkhjf

Arkitektgruppen klar med fire nye boligprojekter i København

Et igangværende samarbejde om tre boligbyggerier i København udvides nu med yderligere fire projekter.

Det er Arkitektgruppen og kapitalforvalteren NREP, der har besluttet sig for at sætte et endnu større fælles aftryk på byudviklingen i København.

- Det hidtidige samarbejde har vist, at der er en stærk gensidig forståelse og respekt imellem os, og det er nøglen til det gode partnerskab, siger adm. direktør Robin Feddern fra Arkitektgruppen i en pressemeddelelse.

Tre af de nye projekter – på henholdsvis 14.000, 8.254 og 3.424 kvadratmeter – opføres i Ørestad Syd, mens det fjerde – et 29.800 kvadratmeter stort byggeri – bliver en del af det nye boligområde på Strandlodsvej på Amager.

Samarbejdet mellem Arkitektgruppen og NREP begyndte i 2015 og omfatter nu i alt syv byggerier med en samlet projektværdi på 3,4 mia. kroner.

De allerede aftalte projekter er enten godt undervejs eller i støbeskeen. Det 11.800 kvadratmeter store Teglhusene på Teglholmen i Københavns Sydhavn bliver færdig til overdragelse fra slutningen af 2017. Her er 75 procent af boligerne på nuværende tidspunkt solgt.

Byggeriet af Bygning B med 12.500 kvadratmeter lejeboliger og erhverv i Ørestad Syd er også i gang og skal markere afslutningen af en karré med omkring 50.000 kvadratmeter boliger, som Arkitektgruppen har opført.

Derudover er et projekt på 23.800 kvadratmeter undervejs ved Amagerbanen nord for Amager Strand. Her forventes byggeriet igangsat til sommer.

- Vi har været glade for det eksisterende samarbejde og har stor tillid til Arkitektgruppens kompetencer inden for boligbyggeri. Udvidelse af samarbejdet er samtidig med til at cementere vores strategiske fokus på udvikling af attraktive boligprojekter i København, som vi fortsat ser et stort behov for, siger Rune Højby Kock, der er partner i NREP.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093