Danskproduceret folkeskole sejles til Shetlandsøerne
Scandi Byg A/S dokumenterer sit modulbyggekoncepts internationale værd. Skotske arkitekter er begejstrede for samarbejdet om den nye folkeskole, der opføres på øen Yell, men produceres og afskibes fra Løgstør.
Kursen blev sat mod Shetlandsøerne og landsbyen Mid Yell på øgruppens næststørste ø Yell, hvor en stor del af de knap 1000 vejrbidte indbyggere ernærer sig ved fiskeri eller i olieindustrien i Nordsøen.
På Yell skal den nye skole og de moduler, den er opført af, stå færdigmonteret og undervisningsklar inden skolestart efter sommerferien. Inklusiv klasselokaler, skolekøkken, bibliotek, træ- og metalsløjdværksteder etc.
Den største del af arbejdet er imidlertid allerede gjort i Løgstør, i byggehallerne hos den for tiden så succesfulde modulbyggevirksomhed, Scandi Byg, der i modsætning til den øvrige byggebranche siden i sommer har taget folk ind på grund af voksende ordretilgang. Heller ikke vinterens overvældende mængder af sne og kulde i Nordjylland har kunnet skabe problemer for skolebyggeriet, der i Scandi Byg-konceptet netop udmærker sig ved at foregå mest hensigtsmæssigt, nemlig indendørs.
Konkurrencedygtigt byggeri
- Dansk byggeri er jo generelt beskyldt for at være for dyrt og dermed ikke internationalt konkurrencedygtigt. Men med den internationale ordre og andre før den, beviser Scandi Byg endnu en gang, at i hvert fald industrielt fremstillet dansk byggeri kan konkurrere, påpeger Scandi Byg's adm. direktør, Jesper Hoffmann i en pressemeddelelse.
- Derudover, er det spændende for os på virksomheden for første gang at skulle sejle en så stor ordre fra en lille havn, som den her i Løgstør, gennem Limfjorden og til en anden lille havn på Shetlandsøerne. Af samme årsag må det 88 meter lange fragtskib, der er fra Aberdeen, selv medtage den nødvendige laste- og lodsekran, fortsætter Hoffmann.
Scandi Byg har i nyere tid tidligere sejlet etageboliger til bl.a.Grønland, Island og England, og oftest med enten Aalborg og Esbjerg som afskibningshavne. De 2300 kvadratmeter folkeskole fra Løgstør vejer 750 tons, hvorfor der lastes og sejles ad to gange - anden gang næste mandag den 22. marts.
Scandi Bygs skolebyggeri rejses i øvrigt på det fundament, som i disse dage støbes af M.T. Højgaard, der også står for planlægningen af den delvise nedrivning af den gamle umoderne, eksisterende skole på øen, som det moderne Scandi Byg-byggeriet altså afløser.
Den nye Mid Yell Junior High School er tegnet af de skotske arkitekter fra firmaet Acanthus Architects. Skolen skal rumme 120 elever fra børnehave og ind til gymnasietiden kalder over på hovedøen Mainland.
Kilde: Scandi Byg A/S