Milliard-underskud hos Essex
Værdireguleringer og lavere salgsaktivitet er de primære årsager til, at den århusianske ejendomskoncern kom ud af 2008/09 med et minus på 1,453 mia. kroner efter skat.
Ledelsen oplyser, at tabet på salgsaktiviteterne primært skyldes problemer i forbindelse med salget af shoppingcentret RO's Torv i Roskilde, hvor entreprenøren gik konkurs.
Det medførte, at Essex måtte afholde væsentlige omkostninger til ekstraarbejder og erstatning til lejerne som følge af for sen aflevering.
Projektudvikling neddrosles
Som følge af den økonomiske situation er Essex’ aktiviteter inden for projektudvikling neddroslet betydeligt.
Når de igangværende projekter er afviklet, forventer koncernen, at aktivitetsniveauet på området vil ligge på ”et absolut minimum”.
Ny aftale med kreditorer
På grund af likviditetsproblemer har Essex-ledelsen forhandlet med sine kreditorer for ”at etablere rammen for en betydelig tilpasning af koncernens balance til indtjeningsmulighederne”.
Det har udmøntet sig i en 3-årig aftale mellem parterne, som er med til at skabe det nødvendige grundlag for koncernens arbejde og fortsatte drift.
Aftalen kan dog opsiges af kreditorerne før udløbet af tre års perioden, såfremt virksomheden ikke overholder de aftalte Covenants-mål.
På baggrund af aftalen med kreditorerne og en ny forretningsplan forventer Essex at skabe overskud på driften i 2009/10. De to foregående regnskabsår har givet primære driftsresultater på henholdsvis 383 mio. i 2008/09 og 349 mio. i 2007/08.