23948sdkhjf

En bygning er rejst under kæmpetelt

Det sidste betonelement er lagt på Bispebjerg Hospitals Laboratorie- og Logistikbygning. Det blev markeret torsdag med et rejsegilde under den kæmpemæssige hvide teltdug, der overdækker byggepladsen.

Bygningen er udformet af Mikkelsen Arkitekter, WHR Architects og Niras og vil efter planen stå færdig i 2018. Hovedentreprisen på den 10.000 kvadratmeter store bygning udføres af Per Aarsleff og Wicotec Kirkebjerg.

Til rejsegildet var en pølsevogn blevet hejst op på terrassen i 2. sals højde, hvor der i fremtiden vil være fælles forskningsfaciliteter for hospital og psykiatri.

I dag sidder forskerne lokalt på de forskellige afdelinger, men i den nye Laboratorie- og Logistikbygning får de mulighed for at booke sig ind i laboratorier til fælles brug og på den måde opnå en større videndeling, ligesom der er synergi i at kunne deles om udstyret.

- Laboratorie- og Logistikbygningen skal virkeliggøre vores strategi om at lave patientnær forskning. Vores ambition er, at husets muligheder og faciliteter gør det nemmere at håndtere for eksempel specialprøver og andre analyser under eget tag, og dermed også giver forskerne bedre arbejdsbetingelser. I sidste ende til gavn for patienterne, siger Anne Jastrup, direktør for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

I bygningens nederste etager skal der være varemodtagelse og logistik. Alle varer til hospitalet vil i fremtiden blive leveret hertil. Den store kælder fungerer som lager og har forbindelse vil tunnelsystemet ud til hospitalets afdelinger.

- Det er en ekstremt kompleks bygning, som har krævet en kæmpe indsats fra jer, der har formgivet den, fra jer, der skal bruge den fremover, og fra jer, der bygger den nu. Jeg glæder mig til samarbejdet det sidste stykke mod målet, sagde seniorprojektleder Ronan O’ Reilly sin tale.

Laboratorie- og Logistikbygningen kommer årligt til at behandle 9 millioner blodprøvesvar. Bygningen indgår i projektet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, der bygges på Bispebjerg Hospitals område frem til 2024. Projektet finansieres med 2,95 mia. kroner fra regeringens Kvalitetsfond og 1,03 mia. kroner fra Region Hovedstaden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078