Ejendomsudvikler fastholder forventningerne
1. kvartal af det nye regnskabsår har budt på fortsat lav aktivitet hos Asgaard Group, som dermed fastholder forventningerne om et relativt beskedent resultat i 2009/10.
Ledelsen konstaterer i en periodemeddelelse, at forretningen fortsat er negativt påvirket af det turbulente ejendomsmarked, som på kort sigt ventes at få negativ afsmitning på resultaterne.
Asgaard har derfor med udgangen af sidste regnskabsår reduceret sine faste omkostninger til et minimum, i erkendelse af, at markedet en rum tid endnu vil være vanskeligt.
Blandt andet er aktiviteten i typehusselskabet Formation A/S indtil videre neddroslet til nul, og generelt vurderes omkostningsbasen nu til at være så lav, at selv en meget lav aktivitet vil kunne generere positive driftsresultater.
På den baggrund forventer man at realisere et resultat i niveauet 0-10 mio. kroner i 2009/10.
Manglende ejendomssalg i Østeuropa koster dyrt
På positivsiden tæller, at udviklingsselskabet Tetris A/S, som Asgaard ejer 30 % af, udvikler sig positivt og ventes at bidrage positivt til årets resultat.
Til gengæld forventes selskabet Nordic Development Group, hvor Asgaard har en ejerandel på 51 %, at komme ud med et underskud. Det skyldes en række færdigudviklede byggeprojekter i Østeuropa, som det pga. kreditkrisen ikke pt. er muligt at sælge.
Vækst i sigte
Trods de for øjeblikket svære markedsforhold ser Asgaard-ledelsen spændende perspektiver i udviklingen på lidt længere sigt; først og fremmest som følge af koncernens gode likvide situation:
- Dette marked giver ligeledes mange muligheder for selskaber i en god finansiel situation, som tilfældet er for Asgaard Group A/S, og vi forventer en ikke ubetydelig forøgelse af aktivitetsniveauet i de kommende regnskabsår, oplyser Asgaard.