SILVAN hjælper skoler med gør-det-selv-projekter
Frem til 10. maj kan skoler i hele landet søge SILVAN-fonden om støtte til projekter med fokus på udvikling af elevernes praktiske færdigheder
Uanset om det er nye bænke til skolegården, hjemmebyggede sofaer til kantinen, en ny skaterbane eller et spændende projekt i faget håndværk og design, kan skoler i hele landet nu søge SILVAN-fonden om støtte til at gøre drømmene til virkelighed.
Fonden tilbyder således den enkelte skole 15.000 kr. i støtte til kreative gør-det-selv-projekter, der skal fremme udvikling af elevernes praktiske færdigheder.
- Især de sociale medier fylder rigtigt meget i elevernes dagligdag i dag. Derfor er det vigtigt at holde fast i værdien af også at bruge sine hænder aktivt i den fysiske verden og dyrke de praktiske kompetencer. For nogle kan det forhåbentlig også være med til at skærpe interessen for en erhvervsfaglig uddannelse, siger SILVANs direktør Freddy Lauridsen.
- Hvis ord som design og innovation skal være mere end bare ord, har vi brug for en grundlæggende forståelse af, hvordan man bearbejder den fysiske verden frem for kun at læse om det på en tablet. Vi tænker og lærer i vid udstrækning med hænderne, og det er grundlæggende det, som også kreativiteten bygger på, uddyber han.
En vigtig opgave at løfte i fællesskab
For Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), hersker der ingen tvivl om værdien af fondens støtte til skoleprojekterne:
- Samarbejdet mellem skolerne og SILVAN er et stærkt initiativ, som jeg glæder mig over. Det er et godt eksempel på, hvordan vi i fællesskab kan løfte den vigtige samfundsopgave: At gøre børn og unge så dygtige, de kan. Jeg er helt sikker på, at især eleverne, men også medarbejderne i skolerne og hos SILVAN, vil få glæde af samarbejdet, siger han.
Skoler over hele landet kan ansøge fonden om støttemidler til projekter, der involverer elever fra 0. til 10. klasse, frem til onsdag d. 10. maj 2017. Herefter bliver 35 projekter udvalgt til gennemførelse i løbet af juni måned. De vil hver få udbetalt 15.000 kr. til materialeindkøb i en valgfri SILVAN.
Blandt kriterierne for at få tildelt midler er, at projektet skal udføres af elever med støtte af en eller flere lærere. Desuden skal eleverne deltage i en eller flere faser i forløbet ud over selve den praktiske udførelse – fx planlægning, projektering, budgetlægning eller indkøb. Endelig er det et krav, at eleverne bl.a. arbejder med træ i projektet.
- I princippet er det kun skolernes og elevernes egen kreativitet, der sætter grænserne for, hvad projekterne kan handle om, så længe der er læring i det, og det kan bruges til noget fornuftigt bagefter. Vi glæder os derfor til at se de mange spændende idéer, som skolerne og eleverne kommer med, og til at hjælpe dem med at føre dem ud i livet, siger Freddy Lauridsen.
Ønsker du flere oplysninger om SILVAN-fonden og støttemulighederne i 2017, så kig forbi fondens hjemmeside her