Sjælsø sælger tre projekter i Sverige for 320 mio. DKK
Sjælsø har indgået aftale med Alecta Pensionsförsäkring om salg af tre retailprojekter i Sverige for 427 mio. sek (320 mio. kr).
Helsingborg, Åkersberga og Borås
I Helsingborg har Sjælsø i et joint venture med NorCap udviklet en ny dagligvarebutik på 9.100 m2 til Coop samt tankanlæg for OK Q8. Byggeriet er færdiggjort og ejendommen ibrugtaget. Alecta overtager ejendommen 1. april 2010.
I Åkersberga lidt nord for Stockholm har Sjælsø udviklet et retailprojekt på 13.000 m2. 1. etape af projektet på 10.000 m2 er udlejet til Coop m.fl. Projektet forventes klar til ibrugtagning i efteråret 2011. Alecta overtager projektet på forward funding basis, når detailplan og byggetilladelse foreligger. Projektets gennemførelse er betinget af opnåelse af endelig detailplan og byggetilladelse, der forventes at foreligge inden for få måneder.
I Borås har Sjælsø udviklet et retailprojekt på 20.000 m2. Første etape af projektet på 10.000 m2 er udlejet til City Groos. City Groos ekspanderer kraftigt på dagligvaremarkedet i Sverige, og har i dag 22 butikker. Byggeriet igangsættes i foråret 2010 med forventet ibrugtagning i foråret 2011. Alecta overtager projektet på forward funding basis, når detailplan og byggetilladelse foreligger. Projektets gennemførelse er betinget af opnåelse af endelig detailplan og byggetilladelse, der forventes at foreligge inden for få måneder.
Stigende investorinteresse
Flemming Joseph Jensen, adm. direktør i Sjælsø udtaler:
- Sjælsø kan med tilfredshed konstatere, at der igen er stigende interesse hos investorerne for velbeliggende projekter udlejet til gode lejere. Aftalen med Alecta bekræfter, at de institutionelle investorer er i markedet for nye projekter. Salget til Alecta er samtidig Sjælsøs første større salg i Sverige til institutionelle investorer.
Resultatforventninger for 2010 fastholdes
Sjælsø forventer for 2010 uændret et underskud på 0-250 mio. kr., før skat og eventuelle nedskrivninger og hensættelser.