Lokale firmaer fravælges til sundheds-byggeri
Region Midtjylland har givet fem virksomheder mulighed for at give tilbud på det nye Sundhedshus ved Skive Sygehus. Ingen af virksomhederne er fra lokalområdet og det vækker harme.
I alt havde 23 virksomheder søgt om at deltage, men Region Midtjylland har kun indbudt fem af disse til licitationen – og inden af dem er, som nævnt, lokale.
- At man ikke vælger et lokalt firma til at være med, er en hån mod de firmaer fra Skive, som har ønsket at deltage, siger Kaj Ove Madsen, en lokal entreprenør til Skive Folkeblad.
Han har efterfølgende udbedt sig en forklaring på det, han kalder fravalg af lokale virksomheder. Og han er især interesseret i at få byens borgmester ind i kampen.
- Flemming Eskildsen (Borgmester) skal holde øje med, hvad der foregår i hans by. Det vil være rart at se vores borgmester gå i spidsen for at skaffe nogle arbejdspladser, siger Kaj Ove Madsen.