Millioner til nye kulturhus-byggerier
Lokale- og Anlægsfonden har ydet 3 mio. kroner i støtte til opførelsen af Skagen Kulturhus samt 3,5 mio. kroner til byggeriet af Møldrup Multihus.
Endnu bedre udfoldelsesmuligheder
I Skagen har fonden givet tilsagn om 3 mio. kroner til et større projekt, hvor den gamle Kappelborg Skole fra 1901 skal om- og udbygges til et moderne kulturcenter med blandt andet biograf, multisal, bibliotek og øvelokaler:
- Skagen Kulturhus er et fint eksempel på, at man kan vække nyt liv i nedlagte skoler og tilføre nye aktiviteter og ny kvalitet til et gammelt byggeri. Med den tidligere Kappelborg Skoles placering midt i byen har man samtidig fundet et optimalt sted at placere kulturhuset i forhold til byens liv og borgernes færden, så der samlet set bliver tale om et meget interessant projekt, siger Torben Frølich, der er direktør i Lokale- og Anlægsfonden.
Projektet i Skagen koster omkring 60 mio. kroner og skal opføres af et konsortium bestående af MT-Højgaard-Schultz, Arkitektfirmaet Nord samt Moe & Brødsgaard.
Fremsynet multihus med plads til alle
I Møldrup har man fået tilsagn om støtte på i alt 3,5 mio. kroner af de omkring 18 mio. kroner, som det koster at realisere planerne for Møldrup Multihus
Projektet indebærer en ombygning af den eksisterende idrætshal fra 1972, som udvides med en tilbygning på 1.622 m². Tilbygningen bliver placeret parallelt med idrætshallen og tilkobles ved at åbne den ene langside af idrætshallen.
I tilbygningen etableres en sal på 370 m² samt scenerum, køkken og plads til ungdomsklubben. Som en særlig tilføjelse til mulighederne for byens mange gymnaster anlægges der en springgrav i den nye sal. Multihuset får også plads til café og forskellige væresteder for byens borgere.
Multihuset overtager samtidig aktiviteterne fra Møldrups gamle kulturhus, og det vil skabe et spændende samlingssted for hele byen:
- Multihuset i Møldrup bliver et flot eksempel på, hvordan man kan få kultur og idræt til at flytte sammen til gavn for både idrætslivet og kulturen i en lille by, siger Torben Frølich.
Projektet i Møldrup er tegnet af Cebra og ØA Plan.