23948sdkhjf

De kommende overenskomstforhandlinger

Der er ingen grund til at tro, at de kommende overenskomstforhandlinger bliver en dans på roser, mener Jim Stjerne Hansen fra DS håndværk & Industri.
Klumme af formand Jim Stjerne Hansen, DS håndværk & Industri.

Vi står stadig midt i en krise, og alle virksomheder har fokus på begrænsning af omkostninger og øget konkurrenceevne. Hvad enten vi – eller lønmodtagerne – ønsker det eller ej, er der behov for en opbremsning i udgiftsstigningerne på en række overenskomstområder for at sikre virksomhedernes fortsatte eksistens og dermed den fortsatte beskæftigelse.

Det er helt afgørende, at vi kommer igennem med et resultat, der ikke pålægger virksomhederne nye udgifter.

Ved forhandlingerne vil DS Håndværk & Industri også lægge vægt på et resultat, der giver større fleksibilitet mht. den lokale tilrettelæggelse af arbejdet og arbejdstiden.

En af de andre ting, vi i DS Håndværk & Industri er meget opmærksomme på til de kommende forhandlinger, er, at det fortsat er nødvendigt at styrke uddannelsesniveauet. Der er behov for et højere uddannelsesniveau og generelt styrkede kompetencer inden for de produktive fag. Det gælder både for de unge i lærlingeuddannelserne og i forhold til efteruddannelsen for de allerede ansatte. Vi finder det dog samtidigt vigtigt, at systemet med selvvalgt kompetenceudvikling ikke påfører virksomhederne nye udgifter.

Resultaterne af forhandlingerne har uendelig stor betydning for vores medlemsvirksomheder, og derfor tager vi dem meget seriøst, og bruger mange ressourcer på at opnå det bedste mulige resultat.

Vi ved, at lønmodtagersiden (også) har vanskelige forhold ved forhandlingerne – de skal ikke bare forhandle med os, de skal også efterfølgende kunne argumentere resultaterne hjem ved afstemninger i forbundene.

Vi er bekendt med, at lønmodtagerorganisationerne bliver mødt med krav fra deres medlemmer om større sikkerhed i ansættelsen. I den forbindelse er det vigtigt, at man er opmærksom på, at hvis det bliver vanskeligere at opsige medarbejdere i nedgangsperioder, vil det medføre en tilsvarende mindre tilbøjelighed til at nyansætte i opgangstider.

Resultatet kan blive, at virksomhederne ikke reagerer så hurtigt med at ansætte nye folk, når der – forhåbentlig meget snart – igen kommer opgangtider. Det betyder altså en jævnere beskæftigelseskurve men med en totalt set større ledighed, hvilket ikke kan være i nogens interesse. Både for den enkelte og samfundsøkonomisk vil det være en meget uheldig udvikling.

I den forbindelse vil jeg minde om vigtigheden af at undgå politiske indgreb. Den danske model er den klart bedste for alle parter, og den skal vi gøre alt for at bevare.

Vi må derfor appellere til lønmodtagersidens ansvarlighed – den ansvarlighed, som de også har udvist ved tidligere overenskomstforhandlinger.

Kilde: Formand Jim Stjerne Hansen, DS håndværk & Industri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13