23948sdkhjf

Arkitektbranchen lader op til klimatopmøde

Klimakonferencen i København er på programmet, når arkitekter fra hele verden mødes til World Architecture Festival i Barcelona.
I dagene 4.-6. november løber World Architecture Festival af stablen i Barcelona, og COP 15 i København kommer her til at indtage en central plads i programmet.

Under overskriften ”The Road to Copenhagen” vil førende arkitekter således diskutere, hvilke udfordringer klimaforandringerne giver arkitekturen – og hvordan den internationale arkitektstand griber denne udfordring an.

I panelet sidder arkitekt Kim Herforth Nielsen, der er grundlægger af den danske tegnestue 3XN:

- Det er utroligt vigtigt, at vi som arkitekter forholder os til klimaforandringerne og tager vores ansvar alvorligt. Derfor glæder det mig, at World Architecture Festival faciliterer denne vigtige diskussion, forklarer Kim Herforth Nielsen.

Flot dansk deltagelse
Det er kun anden gang, der afholdes World Architecture Festival, men festivalen har allerede slået sit navn fast – ikke mindst som arrangør af verdens største arkitekturkonkurrence. Priskonkurrencen, udstillingerne og de faglige seminarer tiltrækker stjernearkitekter fra hele verden. Også fra Danmark.

Kim Herforth Nielsen er ligesom sidste år medlem af den internationale jury, der under World Architecture Festival uddeler ikke mindre end 47 priser til alt fra landskabsarkitektur til kontorbygninger og sportsarenaer. Udover Kim Herforth Nielsen er også Bjarke Ingels, BIG, og Morten Schmidt fra schmidt hammer lassen udpeget som dommere:

- Det vidner om, at der fra international side er en stor interesse for dansk arkitektur. Ikke mindst fordi vi i Danmark er meget langt fremme med at indtænke og implementere innovative energibesparende løsninger i vores bygninger – uden at gå på kompromis med arkitekturen, forklarer Kim Herforth Nielsen.

Siden 2007 har 3XNs særlige udviklingsafdeling GXN netop arbejdet målrettet med at implementere nye innovative teknologier og intelligente materialer i tegnestuens projekter – med henblik på at skabe dynamisk grøn arkitektur.

World Architecture Festival finder sted i dagene 4.-6. november i Barcelona. ”The Road to Copenhagen” runder programmet af fredag den 6. november kl. 17-18, umiddelbart før festivalens hovedpris – ”World Building of the Year” – uddeles. Priskonkurrencen har i år modtaget over 600 nomineringer fra mere end 80 lande.

Læs mere på www.worldarchitecturefestival.com
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.114