Rådhusudvidelse til 128 millioner på vej i Varde
Varde Kommune vil samle aktiviteterne på et udvidet rådhus. Byggeriet deles i to etaper, hvoraf den første skal stå klar i 2010 eller 2011.
De kommende to år poster man således 88 mio. kroner i byggeriets første etape. Senere følger anden etape til anslået 40 mio. kroner:
- Der er nogen, der ikke kan forstå, at vi skal bruge så mange penge på rådhusbyggeri. Men det er en investering, der meget hurtigt betaler sig selv tilbage, siger borgmester Gylling Haahr med henvisning til, at den nuværende spredning på syv-otte adresser giver ekstra lønudgifter på 8,1 mio. kroner om året. Dertil kommer reduceret kørsel samt færre udgifter til opvarmning og rengøring.
Det har tidligere været på tale at flytte rådhuset til byens gamle sygehus, men det har vist sig at være for dyrt og for besværligt.
Kilde: Ugeavisen Varde