Banedanmark skærer i entreprenørafdeling
Reorganisering af Entreprise-afdelingen medfører, at Banedanmark nu siger farvel til 138 medarbejdere.
Årsagen var udsigten til et større underskud for 2009, og Banedanmark har nu fremlagt sin ’Plan B’ for den fremtidige organisering af afdelingen.
Planerne betyder, at Entreprise fremover vil være en division i Banedanmark på linje med virksomhedens øvrige afdelinger, og Entreprise skifter i den forbindelse navn til ”Produktion” fra årsskiftet. Ændringen medfører endvidere afskedigelse af 138 medarbejdere:
- Jeg beklager meget, at vi er kommet i en situation, hvor vi er nødt til at afskedige medarbejdere, som har ydet en stor indsats for Banedanmark. Det er desværre nødvendigt at tilpasse og reducere organisationen, og i den forbindelse har vi lagt stor vægt på at finde en fremtidig organisering, som sikrer en økonomisk bæredygtig virksomhed og dermed også arbejdspladserne for størstedelen af medarbejderne, siger administrerende direktør Jesper Hansen.
Det er planen, at Produktion skal varetage vedligehold af jernbanen inden for blandt andet spor, strøm og sikring samt mindre fornyelsesopgaver inden for en ramme af højst 10 % af Banedanmarks årlige fornyelsesportefølje. Banedanmark vil som hidtil udbyde alle øvrige fornyelsesopgaver:
- Fordelene ved den nye organisering er, at der kan opnås en mere langsigtet og sammenhængende planlægning af vedligeholdelsesopgaverne på jernbanen. Samtidig er der skabt basis for en sund og stabil virksomhed, hvor det er lykkedes at fastholde kernekompetencerne inden for jernbanen, forklarer Jesper Hansen.
Han oplyser, at de medarbejdere, der bliver afskediget, vil blive tilbudt hjælp og rådgivning i forbindelse med jobsøgning.
Læs mere:
Underskud forpurrer frasalgsplaner