Overskud hos Hoffmann
Entreprenørvirksomheden kom ud af første halvår med et plus på 13,4 mio. kroner, og ordrebeholdningen ligger stort set på samme niveau som ved årsskiftet.
Til sammenligning gav hele regnskabsåret 2008 et resultat på 8,6 mio. kroner, og ledelsen kan endvidere glæde sig over, at ordrebeholdningen stort set er på højde med et halvt år tidligere. pr. Den lå således på 939 mio. kroner pr. 1. juli mod 1,0 mia. pr. 31. december.
Herudover ligger Hoffmann inde med vundne ordrer i størrelsesordenen 600 mio. kroner, som afventer såvel offentlige som private bygherrers finansiering.
- I Hoffmann har vi sammen - igennem lønsomme projekter og frem for alt ingen nye tabsgivende sager - skabt grobunden for fremtidige gode resultater. Vores organisation er blevet tilpasset det mindre marked rettidigt, så vi er konkurrencedygtige på både processer og pris, siger administrerende direktør Torben Bjørk Nielsen.
Han fremhæver endvidere Hoffmanns øgede fokus på arbejdsmiljø, der har resulteret i en nedbringelse af H-værdien (antallet af skader pr. 1 mio. arbejdstimer) fra ni til syv. Landsgennemsnittet ligger pt. på cirka 30.
Hoffmann A/S er en del af den norske Veidekke-koncern og er pt. blandt andet involveret i renoveringen af 203 boliger for Glostrup Boligselskab samt færdiggørelse af Nordhavnen i Grenå.