Velfac kritiserer produktsammenligninger
Den danske vinduesproducent mener, at branchen har behov for at revidere metoden til sammenligning af lavenergivinduer.
Det er budskabet fra den danske vinduesproducent Velfac, der fremhæver, at danske vinduer er langt mere energirigtige end de tyske – uanset om man bruger den ene eller den anden målestok:
- For nogle debattører er det næsten religion, at tyske passivhusvinduer er mere energirigtige end danske. Men det er simpelthen forkert, siger direktør Jens Winther.
Han mener, at misforståelserne om den dansk-tyske energirigtighed er opstået, fordi tyskerne har haft held med ensidigt at fokusere på vinduers isoleringsevne, mens både myndigheder og producenter i Danmark fokuserer på vinduets samlede egenskaber: isoleringsevne plus energitilskud fra passiv solvarme.
Jens Winther peger endvidere på, at de traditionelle sammenligninger mellem forskellige lavenergivinduer er misvisende, fordi man sammenligner vinduer med krypton gasfyldning. Men krypton er en mangelvare, der er vanvittig dyr og miljømæssigt uforsvarlig at fremstille.
- Kryptongas er et restprodukt fra produktionen af argon, som er den normale gasfyldning i vinduer. Man skal producere næsten 1000 liter argon for at producere en liter krypton. Det kræver enormt meget energi, og derfor dumper miljøregnskabet allerede i fremstillingsprocessen, forklarer Jens Winther.