23948sdkhjf

Forskere: Arkitektur heler patienter

En gruppe forskere har netop færdiggjort en rapport, som konkluderer, at hospitalets arkitektur har betydning for patienternes heling. Undersøgelserne kan få betydning for de kommende års milliardinvesteringer på sygehusområdet.
Patienter med enestue, ro og flot udsigt kommer sig hurtigere og skal have mindre smertestillende medicin end de patienter, der ikke har tilsvarende attraktive vilkår.

Det er blandt konklusionerne i en ny undersøgelse, som forskere fra Aalborg Universitet (AAU) offentliggjorde før sommerferien.

Konklusionen er ikke banebrydende i sig selv, for i USA har man studeret fænomenet siden slutningen af 1980’erne. Men de danske forskeres rapport er højaktuel, fordi Danmark står foran investeringer i sygehusene for 40 mia. kroner frem mod 2018, og resultaterne kan således få betydning for, hvordan de mange milliarder anvendes:

- Danske Regioner har været meget lydhøre over for vores konklusion. Det interesserer dem selvfølgelig, at arkitektur kan betyde noget for medicinforbruget og hele økonomien i det. Samtidig ved de, at anlægsudgifterne i forbindelse med byggeriet er småpenge i forhold til selve driften. Kan byggeriet hjælpe til en billigere og bedre hverdag, er det interessant, siger AAU-forsker Lars Brorson Fich til Jyllandsposten.

Rapporten er støttet af Realdania og undersøger blandt andet patienternes heling i relation til lysforhold og støj.

Lars Brorson Fich håber, at den aktuelle undersøgelse kan være med til at skabe en forskningstradition, hvor der i højere grad sættes fokus på den måde, hvorpå vi indretter de fysiske omgivelser generelt. Fx kunne man her se nærmere på arkitekturens betydning for menneskets lyst til at arbejde:

- Det er klart, at helt almindelige kontormiljøer også påvirker os, men indtil videre er der ingen dansk forskning på området. En amerikansk undersøgelse med 100 forsøgspersoner viste engang, at de personer, der sad i rum med højt til loftet, tænkte mere abstrakt, mens dem, der sad i et lavloftet rum, tænkte mere konkret. Så det betyder noget med de omgivelser, vi har til hverdag, forklarer han.

Læs mere om rapporten på www.godtsygehusbyggeri.dk

Kilde: Jyllandsposten

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173