Sundhedsbyggeri gav travl sommerferie
Rammeaftaler med flere af landets regioner har forsynet Aarhus Arkitekterne med opgaver sommeren igennem, og travlheden ventes at fortsætte i efteråret.
Samtidig har Aarhus Arkitekterne indgået rammeaftaler med flere regioner på sundhedsområdet, og der er således masser at se til hos firmaet, der er blandt landets mest erfarne sygehustegnestuer:
- Alt i alt giver rammeaftalerne og vores vundne opgaver os mange forskelligartede projekter, lige fra sygehusplanlægningsopgaver til hard core projektering og byggeledelse. Vi skal nu have udarbejdet alle projekterne, så næste led i rækken; nemlig håndværkere, kan afgive tilbud. Så det er også et positivt forvarsel om, at nogle håndværkere snart kan få meget travlt, siger Mette Dan-Weibel, der er ansvarlig for Aarhus Arkitekternes sundhedsafdeling.
Mere end blot en flot bygning
Afdelingslederen glæder sig også over udsigten til nye store danske sygehusprojekter og håber, at Aarhus Arkitekterne kan videreføre den aktuelle succes. Her sætter hun sin lid til tegnestuens mange referencer på området – herunder Danmarks vel nok mest moderne og fremtidssikrede operationsafdeling i Roskilde, som blev afsluttet til jul:
- Vores succes i Roskilde og i vores sundhedsafdeling skyldes især, at vi ikke er stivnede i gamle forestillinger om, hvordan tingene skal gøres. Det nytter ikke noget at tegne et flot sygehus, hvis arbejdsgangene er forældede. Som udgangspunkt kigger vi altid på, hvordan vi kan forandre processer, organisering og drift, så personalets og sygehusets rum og ressourcer udnyttes bedst muligt. Og det fører til nyskabende løsninger - især når bygherren ligefrem fordrer nytænkning, som tilfældet var med sygehuset i Roskilde, forklarer Mette Dan-Weibel.
Status quo i bemandingen
Som de fleste andre i arkitektbranchen oplevede Aarhus Arkitekterne en afmatning sidste år, hvor firmaet var nødt til at sige farvel til et par ansatte. Set over hele sidste år er det dog sammenlagt lykkedes at bevare status quo.
- Vi kan takke vore medarbejdere for, at vi faktisk har dem, som vi pt. har brug for til både nye og gamle opgaver. Medarbejderne tog nemlig selv initiativ til en ordning med arbejdsdeling, da krisen begyndte at kradse i det ganske land. Det er vi glade for i dag, hvor vi har brug for alle de hænder, vi har på tegnestuen, siger direktør Tommy Falch.