Pihl henter storordre i Skotland
Det danske entreprenørfirma skal opføre et nyt bibliotek for University of Aberdeen.
Den samlede kontrakt lyder på mere end 265 mio. kroner og omfatter en 10.000 m2 stor udvidelse af et af de ældste og mest respekterede internationale universiteter i verden.
Det nye bibliotek kommer til at rumme i alt 13 kilometer boghyldeplads, 1.200 læse-/arbejdspladser, moderne it-systemer, udstillingslokaler, uddannelsesfaciliteter samt specialområde til universitets specielle og værdifulde kulturhistoriske samling af bøger og litteratur.
Aberdeen-biblioteket er tegnet af det danske arkitektfirma schmidt, hammer og lassen. Byggeriet påbegyndes i august måned i år og skal efter planen afleveres til bygherren i efteråret 2011.
Satser på vækst i Storbritannien
Tilbage i 2007 etablerede Pihl et datterselskab i Storbritannien og beskæftiger i dag knap 100 medarbejdere på det britiske marked.
Koncernen har de senere år været involveret i flere større projekter i regionen, herunder National Museum of Liverpool, og Pihl forventer fortsat vækst på det britiske marked i den kommende periode.