By & Havn: Positiv egenkapital i løbet af fem år
Trods aktuelle problemer som følge af faldende grundpriser regner det offentligt ejede udviklingsselskab med fremgang i de kommende år.
De primære årsager til den negative udvikling er faldende grundværdier og høje lånerenter, men selskabet afviser nu eventuelle konkursspekulationer.
Således fastslår økonomidirektør Michael Soetmann, at han forventer en positiv egenkapital i løbet af få år – vel at mærke uden pengetilførsel fra ejerne; Staten og Københavns Kommune:
- By & Havn er et konjunkturfølsomt selskab, der naturligvis også er ramt af krisen på ejendomsmarkedet. Salget af grunde er lige nu gået i stå – og det er der ikke noget mærkeligt i. Kriser varer ikke evigt, og heldigvis agerer selskabet på den lange bane, siger økonomidirektøren og fortsætter:
- Efterspørgslen efter ejendomme vil variere fra år til år, og derfor må By & Havns resultater og værdiskabelse vurderes i et længere tidsperspektiv. Der er et stort udviklingspotentiale inden for arealudvikling, fastslår han.
By & Havn står blandt andet for udviklingen af Ørestad, hvor selskabet pr. 1. januar 2009 havde solgt cirka 1,5 millioner etagemeter byggeret. Cirka 20 % af det solgte areal er færdiggjort, og der er pt. 12 byggerier under opførelse.
Læs mere:
Avis: Pengene fosser ud af By & Havn