Renoveringsmillioner til Botanisk Have
Statens Naturhistoriske Museum har fået 17 millioner kroner til en omfattende renovering og istandsættelse af Botanisk Have i København.
- Vi er meget glade for den generøse donation, som betyder, at Botanisk Have atter kan føres op på det niveau, hvor den hører hjemme – nemlig som en af de smukkeste og ældste haver i Europa, siger Morten Meldgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.
Han fortæller, at den forestående renovering kommer til at omfatte en væsentlig udvidelse af haven, hvor blandt andet området omkring det gamle observatorium inddrages i haven. Herfra er der en af de smukkeste udsigter over indre by, med dens mange tårne og spir.
Botanisk Haves gæster vil også få glæde af en gennemgribende istandsættelse af de mange stier, der snor sig rundt i haven. Bedre stier vil gøre det lettere for gangbesværede at komme rundt.
Renoveringen bliver udført i tråd med H. A. Flindts oprindelige haveplan fra 1871 og vil give Botanisk Have et løft, som den har trængt til i mange år.
Morten Meldgaard tilføjer, at donationen kommer meget belejligt i en tid, hvor museet er i fuld gang med visionerne for et helt nyt Statens Naturhistoriske Museum.
Læs mere om donationen og planerne for det nye museum på www.nytnaturhistorisk.dk
Kilde: Statens Naturhistoriske Museum