Forsøgsprojekt afrunder tre års arbejde
Entreprenørfirmaet Jönsson er klar til aflevering af de sidste 42 af i alt 196 boliger, som siden sommeren 2006 er blevet opført i Søborg på Sjælland. Den sidste etape - en række ældreboliger - er opført som et forsøgsprojekt i samarbejde med Socialministeriet.
Den sidste etape - bestående af 32 ældreboliger og 10 almene boliger i Teleparken - er netop blevet klar til aflevering, og det er ikke noget helt almindeligt projekt.
De nye ældreboliger er nemlig udviklet som et forsøgsprojekt for Socialministeriet og opført som et såkaldt ”trimmet byggeri”, der matcher behov og ønsker for de fremtidige beboere:
- Ved udviklingen af de nye ældreboliger, der er nabo til kommunens aktivitetscenter og Buddinge Centret, har de kommende brugeres behov stået i centrum, og fokus har været på kvalitet og tilgængelighed. Derudover har bygherren i alle sammenhænge prioriteret miljøvenlige og sunde materialer samt kendte løsninger i høj håndværksmæssig kvalitet med henblik på at sikre minimale omkostninger til den fremtidige drift og vedligehold, forklarer Gert Jørgensen, der er bygningsingeniør og projektleder hos Jönsson.
Teleparken er sidste projekt i en samlet plan for Søborgs nye boligområde, der er opført successivt med forskellige bygherrer efter en samlet plan udviklet af Domus Arkitekter og opført af Jönsson med Grontmij|Carl Bro som rådgivende ingeniør.
Kilde: Jönsson A/S