23948sdkhjf

Nyt forskningscenter skal øge viden om indeklima

Fredag den 29. maj åbner det nye Center for Sundhed og Indeklima i Boliger (CISBO). Centret er et samarbejde mellem fem danske forskningsinstitutioner og Realdania under Realdania Forskning.
Indeklimaet i bygninger og boliger har stor betydning for vores sundhedstilstand. Gennem indeklima udsættes vi for rigtig mange påvirkninger. Fx luftforureninger, støj, træk, dårligt lys og en række kemiske og mikrobiologiske påvirkninger.

Udvikling af astma og allergi - der gennem de seneste årtier har haft en markant stigende forekomst i Danmark - hænger tæt sammen med dårligt indeklima. Det gælder også en række hjerte-kar-sygdomme og kræft.

Forskning på området har indtil nu primært været rettet mod arbejdsmiljø og kontorarbejde. Mens indeklimaets betydning i boligbyggeri ikke har været undersøgt i større omfang.

Derfor er Realdania nu gået sammen med fem primære forskningsinstitutioner på området om en målrettet indsats mod videnudvikling inden for indeklima og sundhed i boligbyggeri. De fem institutioner er: Institut for Folkesundhed (Århus Universitet), Institut for Byggeri og Anlæg (Danmarks Tekniske Universitet), SBi (Aalborg Universitet), Institut for Folkesundhedsvidenskab (Københavns Universitet) og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

CISBO skal opbygge et forskningsmiljø, som kan skabe øget indsigt i de basale sammenhænge mellem boligbyggeriets design, konstruktion og materialevalg, indeklima og helbred. Centret skal skabe et videngrundlag for bedre planlægning og byggeri af sundere boliger. Det sker via en række sideløbende forskningsprojekter.

- Med CISBO har vi en enestående mulighed for at etablere og forankre en solid national forskningsprofil på indeklimaområdet og sætte fokus på effektiv forebyggelse af sygdomme, siger professor Torben Sigsgaard, der bliver daglig leder af CISBO.

Fokus på formidling til praktikere
En del af de bevilligede økonomiske midler er øremærket til formidling rettet mod praktikere og andre relevante brugergrupper. Konkret drejer det sig blandt andet om et interessent- og formidlingsnetværk.

Netværket skal styrke åbenhed og dialog ved at inddrage forskellige brugergrupper og praktikere som myndigheder og andre tidligt i processen - og dermed forberede praktisk implementering af centrets videnudvikling.

- Vi mangler viden på indeklimaområdet, og det er et stort problem, fordi så mange mennesker lider af allergi og andre følgevirkninger af et dårligt og usundt indeklima. Det er vores håb og ambition med det nye forskningscenter, at det kan bidrage med viden, som umiddelbart kan omsættes til et praktisk anvendeligt grundlag for, hvordan man fremover kan projektere og bygge sunde boliger med et godt indeklima, der fremmer livskvaliteten for beboerne, siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Realdania bidrager med 30 mio. kr. til centrets forskning, som løber frem til 2013.

Kilde: Realdania

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112