Gennemgribende ansigtsløft til kongrescenter
Aalborg Kongres- og Kulturcenter (AKKC) skal leve op til fremtidens krav, og derfor indleder Aalborg Kommune nu et større renoveringsprojekt til i alt 75 mio. kroner.
- Vi er meget glade for, at der nu investeres i, at vi fortsat kan være et velbesøgt sted af både kultur- og mødegæster. For indrømmet, der er områder, som de mange millioner gæster siden 1989, hvor der senest blev renoveret gennemgribende, har slidt voldsomt på. Og vi ved jo alle, hvor stærkt den teknologiske udvikling er skredet frem de seneste 20 år, så selvom vores tekniske faciliteter på ingen måde er umoderne, tværtimod, så er tiden alligevel kommet til, at vi må investere endnu mere for at fremtidssikre interessen for Aalborg, siger direktør Ernst Trillingsgaard.
Han oplyser, at miljøprofilen er højt prioriteret, hvorfor den kommende renovering vil fokusere på udskiftning og ombygning af energislugende elementer som belysning, ventilation og varmeforbrug. Første del af projektet - en totalrenovering af centrets store sceneelevator - er allerede ført ud i livet.
Hele renoveringen sker i et tæt samarbejde med forskellige rådgivere som Aalborg Kommunes Rådgivende Arkitektkontor, Rambøll Danmark A/S samt som konsulent arkitektfirmaet C.F. Møller A/S.
Kilde: Aalborg Kongres- og Kulturcenter