Entreprenør-komet vil øge bundlinjen
Omsætningen er på fire år vokset med mere end 500 mio. kroner hos Brødrene A. & B. Andersen. Den eksplosive vækst er imidlertid gået ud over overskudsgraden, men det skal en række nye tiltag nu ændre på.
Væksten er sket på bekostning af overskudsgraden, der er dykket fra 5,7 til 2,3 %, og det skal der nu gøres noget ved:
- Nu har vi ramt overliggeren og vil fremover koncentrere os om bundlinjen. Vi har ikke været effektive nok, og der har været skævere, siger administrerende direktør Michael Kousted til dagbladet Børsen.
Målet er at nå en overskudsgrad på 5 %, og for at nå derop er der iværksat tiltag på flere fronter. Blandt andet implementerer firmaet inden længe et egenudviklet IT-system til kvalitetssikring, og fremover skal ’skævere’ minimeres ved at have to ansvarlige underskrivere på alle tilbud.
Søger fortsat nye folk
Trods generel afmatning i branchen har Brødrene A. & B. Andersen fortsat masser at lave. Firmaet har pt. travlt med to projekter i Ørestad til over 600 mio. kroner.
Det høje aktivitetsniveau smitter positivt af på medarbejderstaben, der i dag tæller 82. Heraf er de 45 kommet til for nyligt, og tilgangen stopper sandsynligvis ikke der:
- Vi søger stadig folk, og vi har en ordrebeholdning på 750 mio. kroner. Det svarer til godt et års produktion, fortæller Michael Kousted.
Kilde: Børsen