23948sdkhjf

Nyt fra bestyrelseslokaler og direktionsgange

Se hvilke virksomheder med relation til byggeindustrien, der melder om udskiftninger i bestyrelse eller på ledende poster i denne uge.
Dan-Ejendomme A/S
Erik Wolf Bundesen, 50 år, er udnævnt til regionsdirektør med ansvar for selskabets Århus-kontor. Han kom til Dan-Ejendomme as i 1998 i forbindelse med, at selskabet overtog aktierne i Administrations- og Service Centret A/S (ASC).
Halsnæs Trælast A/S (Nordlund Træ A/S)
Hornbæk Trælast A/S, Søborg Tømmerhandel ApS og brødrene Martin og Thomas Nommesen har overtaget ejerskabet af Nordlund Træ. Selskabet omdøbes i den forbindelse til Halsnæs Trælast A/S for at signalere det nye ejerskab.

Martin Nommesen er udnævnt som direktør i det nye selskab med ansvar for salg og administration, mens Thomas Nommesen bliver forvalter med ansvar for pladsen og kørsel.

Halsnæs Trælast A/S indgår - sammen med Hornbæk Trælast A/S og Søborg Tømmerhandel ApS - i det frivillige indkøbssamarbejde Trækøb.

H+H International
Birgitte Rahbek og Ole Risager er valgt til bestyrelsen for H+H International. De har afløst Lars Bredo Rahbek og Lars Adam Rehof.

H+H producerer porebeton.

Johannes Fog A/S
Kim Funder forlader bestyrelsen til fordel for Claus Ulrik Holberg. Samtidig tiltræder Carsten Reuther som næstformand.

Johannes Fog er en kæde af trælaster og byggecentre.

Keops Bolig A/S
Henrik Heller Esberg er udtrådt af bestyrelsen, mens Klaus Thorsten Wollesen Lund, Hans Christian Melgaard og Michael Sheikh er indtrådt.

Samtidig er Klaus Thorsten Wollesen Lund tiltrådt som ny direktør.

Moe & Brødsgaard
Det rådgivende ingeniørfirma har udnævnt Ole Munk Vistisen til projektchef for byggeri på regionskontoret i Århus. Ole Munk Vistisen er uddannet diplomingeniør og har otte års brancheerfaring, deraf de seneste fire år som projektleder i firmaet.

Samtidig er Anita Sarah Olsen ansat som projektchef på regionskontoret i Fredericia. Hun har de seneste fem år arbejdet som projekt- og fagleder hos Rambøll.

NCC Property Development A/S
Erik Peter Wågström har forladt bestyrelsen. Indtrådt som ny formand er Joachim Hallengren.

Niras
Mogens Møller er udnævnt til regionsdirektør for Århus kontoret, mens Mads Søndergaard er ansat som vicedivisionschef i Øst.

Mogens Møller, 48 år, har været ansat i Niras siden 1990 og har været en central del af forretningsudviklingen af Byggeri- og Industridivisionens aktiviteter i det vestlige Danmark.

Mads Søndergaard, 45 år, kommer fra projektudviklingsselskabet Frederiksborg Gruppen, hvor han har været partner. Tidligere har han haft forskellige ledende poster i rådgiverbranchen og arbejdede i London fra 2002 til 2004.

Peter Daugbjerg ApS
Peter Daugbjerg har stiftet firmaet, der sælger entreprenørmaskiner og betonkanoner. Han har en fortid som salgsdirektør hos Scantruck.

Raunstrup Entreprise
Svend Erik Nielsen er tiltrådt som chef for projektafdeling, hvor han får ansvar for konkurrencestrategi og tilbudsgivning. Han kommer fra en stilling som sektionschef hos NCC i Kolding.

Raunstrup Entreprise arbejder inden for total- og hovedentreprise samt projektudvikling.

Realdania
Carsten With Thygesen - administrerende direktør hos HedeDanmark A/S - er indtrådt i bestyrelsen. Han afløser Niels Busk.

Rollforming
Peter Bechmann er ansat som ny administrerende direktør. Han har tidligere været afdelingschef for Saniståls tag- & facadeafdeling.

Rollforming udvikler tyndplader, herunder tag-, facade- og tagrendesystemer i blandt andet zink, kobber og aluminium.

Thorkild Kristensen Group A/S
Steen Ulrik Madsen, adm. direktør i Mz Kapital A/S, er valgt ind i bestyrelsen.

Thorkild Kristensen Group udvikler og sælger ferieboliger i Europa.

Victoria Properties A/S
Leif Jensen (administrerende direktør I VKR Holding A/S) er udtrådt af bestyrelsen. Han afløses af Bo Heide-Ottosen, der samtidig bliver ny formand.

Victoria Properties udvikler og modner ejendomme på det tyske marked.

Å Huse A/S
Jan Dragsgaard Dall er trådt ud af bestyrelsen.

Å Huse opfører sommerboliger.

Årstiderne Arkitekter A/S
Torben Ballegaard Sørensen, der har en fortid som direktør hos B&O, er valgt som nyt bestyrelsesmedlem.

Årstiderne Arkitekter er en midtjysk tegnestue, der arbejder inden for byplanlægning, landskabsplanlægning og bygningsarkitektur.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078