23948sdkhjf

Aalborg-entreprenør skal bygge nordjysk friplejehjem

I starten af det nye år går det aalborgensiske byggefirma, Lund & Staun, i gang med endnu en stor totalentreprise.

Under navnet Vivaldi skal Danske Diakonhjems friplejehjem i Brønderslev projekteres og opføres, så det er klar til de første beboere i foråret 2018.

Danske Diakonhjem er den største ikke-kommunale aktør på ældreområdet.

Organisationen, som arbejder non-profit ud fra et kristent menneskesyn, driver i forvejen 30 plejehjem i Danmark med det princip, at beboeren altid sættes først.

På Vivaldi Friplejehjem betyder dette blandt andet, at der vil blive skabt hjemlige rammer for beboerne, ligesom der arbejdes med den nyeste velfærdsteknologi, høj tilgængelighed, godt indeklima og trygge udeområder.

Foruden Lund & Staun består totalentrepriseteamet af P+P Arkitekter, SlothMøller og MBYLand, mens KPF Arkitekter varetager bygherrerådgivningen.

Henrik Staun, salgsdirektør og entreprisechef i Lund & Staun, fortæller:

- Med Vivaldi Friplejehjem har vi vundet endnu en stor totalentreprise, og vi glæder os naturligvis til at komme i gang. Samtidigt er vi glade for at være omgivet af meget kompetente rådgivere, ligesom bygherres værdier passer os fint. Gennem de seneste år har vi netop opbygget stor erfaring med byggeri, der sætter mennesket først ved at fokusere på for eksempel godt indeklima, tilgængelighed og tryghed, siger han.

Det færdige plejehjem vil strække sig over 4.250 kvm og rumme i alt 44 lejligheder i to plan samt en række personale- og fællesfaciliteter.

Ordren har en samlet værdi form virksomheden på 53 mio. kroner.

Bygger også andre steder

Lund og Staun A/S udfører både tømrer, snedker og murerarbejde samt hoved- og totalentrepriser.

Virksomheden, som blev grundlagt i 1997, har hovedkvarter ved Aalborg, og selvom de fleste opgaver fortsat løses i Nordjylland, udføres der også arbejde i Københavnsområdet og i Aarhus.

- Vi har haft et fornuftigt 2016, hvor vi egentligt er vokset ganske pænt. Men vi regner med en nogenlunde status quo i 2017, hvor vi har budgetteret lidt konservativt, så vi lige får en chance for at følge med, siger Michael Lund fra virksomheden.

Firmaet beskæftiger 60 mand i produktionen, med en fordeling på 80 procent tømrere og 20 procent murere. Desuden sidder 15 medarbejdere på kontoret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11