23948sdkhjf

Julemandens hus på tegnebrættet i Randers

Der er stadig planer om at opføre et oplevelses- og aktivitetscenter i Randers, som blandt andet skal rumme julemandens værksted, postkontor og meget andet
Planerne er ikke lagt på hylden. Omvendt arbejdes der på højtryk for at få opført et oplevelses- og aktivitetscenter i Randers, som skal danne ramme om julemandens værksted og meget andet.

For to år siden var der snak om at åbne attraktionen "Kongsgården" her i december, men finansieringen mangler fortsat, og projektet har desuden vist sig dyrere end først antaget.

I stedet for at koste 35 mio. kroner har en ny gennemgang af projektet vist, at "Kongsgården" vil koste omkring 50 mio. kroner at opføre.

Det oplyser idémanden bag, Jan Lund, der sammen med sin kone, Kirsten Lund, i mange år har ageret lokal julemand og julemor og gennem massevis af samtaler med børn har fået inspirationen til at sparke projektet i gang.

- Beløbet er blevet kigget efter for at sikre, at man har de rigtige tal, når der skal snakkes med investorer, fortæller han.

Det er blandt andet byggeomkostningerne, der har vist sig dyrere, lyder det fra ’julemanden’, der understreger, at konceptet er "akkurat det samme" som før.

Planen er fortsat, at "Kongsgården" vil udgøres af en 12 meter høj bygning i to plan udført i træ, og at bygningen vil rumme et museum, et træværksted, en pakkemaskine, postkontor, butik, sceneområde til juleshow og andre optrædener samt et stort legeland.

På første sal bliver der desuden opført selskabslokaler og cafélounge med udsigt over gårdens udendørsareal, hvor rensdyrene vil have til huse.

Udenfor vil der desuden blive opført en stor terrasse, legeplads, en kunstig kælkebakke, en lille skov og hytter til udlejning, hvor gæster kan overnatte.

Det sker på en grund ved siden af Memphis Mansion i Randers, som byrådet har vedtaget at stille til rådighed.

Har forespurgt garantier

Netop kommunen har Jan Lund bedt om at stille nogle garantier, så han kan vise potentielle investorer, at de ikke "vil rive tæppet væk under projektet".

Der er desuden en dialog i gang med bank og realkredit, så der kan blive sat beløb på, hvor meget der skal hentes via private investorer og fonde, og hvad der kan lånefinansieres, fortæller han.

Jan Lund regner med, at mellem 40 og 60 procent kan lånefinansieres, mens resten skal hentes andetsteds.

Hvornår finansieringen er på plads er svært at sige, fortæller han.

- Jeg håber, at 2017 viser os, om de finansielle idéer, vi har, er realistiske, og så har vi noget at gå efter, siger han.

Kommer der ikke en afklaring, vil han begynde at overveje at smide håndklædet i ringen - men først "når alle muligheder er afprøvet", siger han.

Høje forventninger til besøgstal

Selve byggeriet forventes at tage halvandet år at opføre, og efter opførelsen vil der som udgangspunkt være åbent året rundt.

I visse måneder kan åbningstiden muligvis blive begrænset til weekender, fortæller Jan Lund.

- Men huset skal også være besøgsværdigt i 30 graders varme i august, siger han.

Og planer om at tiltrække besøgende uden for højsæsonen i november og december er der mange af.

Legetøjsmesser og Santa Camps som ferietilbud er blandt andet i tankerne.

Der påregnes omkring 50.000 årlige besøgende og en omsætning, der vil lande på omkring 30 mio. kroner om året.

- Jeg er overbevist om, at det her projekt kan udvikle og vokse sig større, end vi nogensinde har forestillet os, siger Jan Lund.
Læs mere om: jul
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093