Utzon-byggeri bremses af finanskrisen
Kuben A/S kan ikke låne penge til gennemførelsen af et Jørn Utzon-boligprojekt i Skagen.
Bjarne Husted - direktør hos ejendomsudvikleren Kuben - er tvunget til at udsætte opførelsen af et nyt andelsboligprojekt på den Skagen-grund, som selskabet har aftalt at købe af Frederikshavn Kommune for omkring ni millioner kroner:
- Vi har et halvt hundrede interesserede skrevet op til en andelsbolig, men der er reelt ingen, der har købt endnu. Mange af de interesserede er desuden i den situation, at det også er blevet vanskeligere for dem at få solgt huset, siger direktøren til Nordjyske.
Bjarne Husted forklarer, at der - udover den manglende finansiering - også er opstået et problem i forhold til eventuelle køberes boligøkonomi. Den nuværende situation vil simpelthen give en alt for høj husleje:
- Én ting er, at vi ikke kan skaffe finansiering af projektet, en anden er, at renten er steget meget i forhold til, hvad den var, da vi indledte projektet. Den husleje, der i givet fald skulle betales, ville være væsentlig højere end den oprindeligt beregnede, måske tæt på det dobbelte, forklarer han.
Projektet er oprindelig tegnet af nu afdøde arkitekt Jørn Utzon og siden moderniseret af sønnen, Kim Utzon, således husene matcher tidssvarende byggestil og indretningsønsker.
Kilde: Nordjyske