23948sdkhjf

Totalrådgiver for FN-Byen er udpeget

Totalrådgiverudbuddet på den kommende FN-By i København faldt ud til fordel for et team bestående af Leif Hansen Rådgivende Ingeniører og 3XN arkitekter.
Den 8. oktober 2008 udsendte udviklingsselskabet By & Havn sit udbudsmateriale for totalrådgivning for den kommende FN-By, der skal ligge på det yderste af den såkaldte "Marmormolen". Der var fem prækvalificerede totalrådgiverteams i konkurrence, og vinder-teamet blev Leif Hansen Rådgivende Ingeniører i samarbejde med 3XN Arkitekter.

Prisen for totalrådgivningen har selvsagt haft væsentlig betydning i afgørelsen af, hvem der skulle indstilles til opgaven, men de bydende totalrådgiverteams har også skullet tage stilling til arkitektoniske og ingeniørmæssige fokusområder, som kan understøtte de enkelte FN-organisationers identitet i et enhedsskabende byggeri.

- Beliggenheden på det yderste af Marmormolen er unik, og By & Havn ser frem til at samarbejde med det vindende team om at bygge en FN-By i verdensklasse, siger Jens Kramer Mikkelsen, der er administrerende direktør i By & Havn.

Hos de to projektvindere er forventningerne til det forestående arbejde store. Såvel Lars Kragh - administrerende direktør hos Leif Hansen - som Kim Herforth Nielsen - ledende arkitekt hos 3XN - udtrykker stolthed over at blive tildelt en opgave for en organisation som FN, og sidstnævnte ser samtidig en stor og spændende faglig udfordring i projektet:

- FN-byen bliver ikke bare en bygning, men netop en by, der samler indbyggerne inden for en fælles ramme. Den markante placering yderst på Marmormolen stiller krav til både æstetik og sikkerhed, og samtidig er det afgørende at give FN-byen et åbent og menneskeligt udtryk, der afspejler FNs humanitære profil, forklarer arkitekten.

FN-Byen omfatter et byggeri på ca. 30.000 etagemeter med mulighed for en senere udvidelse af på ca. 15.000 etagemeter. Det er FN’s strategi at samle alle organisationens aktiviteter i København på den nye adresse. Byggeriet skal efter planen stå færdigt i 2012.

FN-Byen er en del af Marmormole-projektet som foruden FN-Byen omfatter boliger, erhverv og et hotelbyggeri - samlet set et etageareal på ca. 160.000 m2.

Kilde: By & Havn

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078