Door System rammer plet med energibesparende porte
Door System trodser stagnationen på det danske marked og vækster stort på salget af energibesparende porte til køle- og frostlagre. Virksomheden har formået at firedoble omsætningen de seneste fire år, og der er ingen umiddelbare tegn på, at udviklingen stopper her.
- Med fokus på muligheder har vi satset benhårdt på at udvikle døre- og porttyper, der honorerer præcis de krav og ønsker, som vi kunne forudse, at vore kunder ville fokusere på, fortæller salgschef Mads Borne.
Disse ønsker er ifølge Mads Borne et lavt energiforbrug, høj funktionalitet og effektiv afvikling af logistikken. Globalt set bliver der i dag brugt mere energi på at køle ned end på at varme op.
Tilbagebetalt på et år
Door System har løbende udviklet specielle hurtigtgående rulleporte og heriblandt en isoleret version, der både holder på energien, når den er lukket og samtidig kører så hurtigt, at tiden hvor den står åben er absolut minimal.
Hos Door System havde man ventet at sælge fem af de nye porte det første år, men salgstallene har overrasket meget positivt:
- Vi har en kunde, der har så store energibesparelser, at hele portens pris er tilbagebetalt på under et år. Og udover de kontante fordele kommer han også til at spare miljøet for over 54 tons Co2 om året - unægteligt nogle tal der er til at føle på, udtaler Mads Borne og fortsætter.
- Vi forventer, at vores omsætning, der er firedoblet de seneste 4 år, fortsætter i positiv retning. Vi kan i hvert fald ikke se nogen afmatning inden for de næste 12 måneder, slutter han.
Kilde: Door System - www.doorsystem.dk