Århusiansk developer er gået konkurs
Frederiksbjerg Ejendomme må dreje nøglen. Det sker, efter Fionia Bank har opsagt lån for næsten 300 mio. kroner.
Ifølge Jyllandsposten har Fionia Bank opsagt lån for 287 mio. kroner med sikkerhed i det problemfyldte byggeprojekt; butikscentret Mary's i Vejle.
- Markedet er jo gået helt i stå, og når et udviklingsselskab som vores ikke kan sælge projekter, så falder tingene fra hinanden. Vi fik 10 dage til at skaffe pengene, og det beløb er umuligt at rejse i dagens marked, forklarer administrerende direktør Jan Rasmussen.
Frederiksbjerg Ejendomme har været involveret i det famøse Lighthouse-projekt på Århus havn, men direktøren afviser, at det engagement er medvirkende til konkursen. Ifølge Jyllandsposten er det butikscentret i Vejle samt liebhaverboliger i Fredensborg og Nykøbing Sjælland, der har skabt de fatale økonomiske problemer.
Frederiksbjerg Ejendomme havde ved udgangen af 2007 en egenkapital på 662 mio. kroner.
Kilde: Jyllandsposten